Til næste år har Danmark haft 200 år med undervisningspligt for alle børn. Det er værd at fejre, mener børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
"Vi vil gerne understrege den betydning, som det har haft for samfundet historisk set, at der har været undervisningspligt i Danmark i så mange år. Og så vil vi også markere, hvor vigtig skolen stadig er. Vi skal hele tiden udvikle skolen, så vi giver alle børn de bedst mulige forudsætninger for at klare sig", siger ministeren.
Hun har nedsat en styregruppe, som skal i gang med at forberede jubilæet sammen med et sekretariat. Det er planen, at der skal organiseres en række aktiviteter, som sætter fokus på skolens fortid, nutid og fremtid med blandt andet et gratis, digitalt undervisningsmateriale og udstillinger og happenings.
H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor
H.K.H. Kronprinsesse Mary bliver protektor for jubilæet, der skyldes Kong Frederik den 6., som underskrev en række anordninger i 1814, der fastslog undervisningspligten for alle danske børn. Dermed fik Danmark et skolesystem, hvor staten skulle sørge for undervisning for jævne folks børn i den såkaldte almueskole, der blev forløberen for den folkeskole, vi kender i dag.
Styregruppen for jubilæet består af professor Jørn Lund, tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, formand for DLF Anders Bondo Christensen, rektor Stefan Hermann, Professionshøjskolen Metropol, direktør i Golden Days Ulla Birk Tofte, overborgmester Frank Jensen, Københavns Kommune, skoleleder Kari Jørgensen, Helsingør Skole, formand for Danske Skoleelever Vera Rosenbeck og professor mso Ning de Coninck-Smith. Børne- og undervisningsministeren er selv formand for styregruppen.
Undervisningspligten fylder 200 år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.