"Eleverne føler, at der er nogen, der forventer noget af dem, som de har svært ved at leve op til. Det kan både være deres forældre og skolen. Generelt er der meget fokus på, hvordan man klarer sig. Og forældre følger op på det i forhold til deres børn og i forhold til skolen. Forældrene er selv bekymrede for, om undervisningen er god nok. Generelt er det blevet sværere for børnene med de forventninger, der er omkring dem", siger skolepsykologernes formand Bjarne Nielsen til folkeskolen.dk.
Undersøgelsen omhandler Københavns Kommune, men Bjarne Nielsen mener, at resultatet vedrørende elevernes usikkerhed om ikke at være dygtige nok sagtens kan ses som landsdækkende. Der generelt er meget fokus på, om folkeskolen sørger for, at eleverne lærer nok, så de kan klare sig videre, siger han.
Elever skal føle passende pres og tryghed
Et af spørgsmålene i undersøgelsen går på, om eleverne er bange for noget, når de er i skole. 2493 elever, svarende til 21 procent, sætter kryds ved, at de er bange for ikke at være dygtige nok i timerne. Bjarne Nielsen forklarer, at det er de børn, der er usikre på sig selv i forvejen, der svarer sådan.
"Vi har alle sammen brug for et passende pres for at kunne yde vores bedste. Men bliver presset for stort, så hæmmer det skolepræstationen. Børn har brug, at der bliver stillet krav og forventninger til dem. Men grundlæggende har de brug for at føle sig trygge i forhold til voksne", siger Bjarne Nielsen.
I undersøgelsen er der 12.000 elever i 4.-9. klasse, der har svaret på, hvordan de oplever en række aspekter af skolens undervisningsmiljø.
Undersøgelse: Hver femte elev i København er bange for ikke at være dygtig nok i timerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.