Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil lige efter nytår igangsætte "en undersøgelse af lærerens mulighed for og erfaringer med at håndtere emner, der kan opleves som kontroversielle, herunder omfanget af og årsager til, at disse emner udelades fra undervisningen".
Ministeriet har udpeget en referencegruppe, som skal give rådgivning og sparring i processen med undersøgelsen. Her har Danmarks Lærerforening ikke fået plads, og det ærgrer næstformand Niels Jørgen Jensen.
”Danmarks Lærerforening har ikke fået en henvendelse angående undersøgelsen”, siger han til folkeskolen.dk. ”Det kan godt undre mig og det er også noget, vi er kede i foreningen”.
Læs også
To ledere frem for en lærer?
I det hele taget er han lidt forundret over referencegruppens sammensætning, fortæller han:
”Det er uden tvivl dygtige folk, der sidder i gruppen, men der mangler en lærer. Det er påfaldende at der er hele to skoleledere med, hvoraf den ene endda er pensioneret (hhv. Marco Damgaard og Lise Egholm, red.). En lærer, som står på gulvet i klassen ville uden tvivl kunne bringe interessante perspektiver ind i diskussionen”.
Næstformanden har tidligere sagt til Folkeskolen, at Lærerforeningen bakker op om en undersøgelse af læreres selvcensur, selv om foreningen ikke og har fået nogen henvendelser fra medlemmer, der frygter for deres sikkerhed i forbindelse med undervisning i for eksempel muhammedkrisen.
"Det er vigtigt, at vi bliver inddraget i den undersøgelse, regeringen arbejder på, så det ikke bliver en politisk sag, som udelukkende kommer til at handle om ’for eller imod Muhammed-tegningerne’”, sagde Niels Jørgen Jensen til folkeskolen.dk i midten af november.
Ministeriet: Læreruddannede er med i gruppen
Folkeskolen har spurgt Børne- og Undervisningsministeriet til udvælgelsen af medlemmer til referencegruppen og om, hvorfor der ikke er en repræsentant for Danmarks Lærerforening eller en ’almindelig’ lærer i gruppen. Ministeriet oplyser, at referencegruppen har til hensigt at rådgive den eksterne leverandør, der skal gennemføre undersøgelsen.
"Medlemssammensætningen er derfor foretaget med henblik på et bredt videns- og erfaringsgrundlag, og der er flere af medlemmerne, der er uddannede lærere og har lærererfaring", lyder det fra ministeriet.
Undersøgelse af selvcensur ved katederet: Ingen lærere udpeget
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.