"Det er hverken økonomisk eller politisk holdbart, at udgifterne til specialundervisning bliver ved med at stige. Men tal fra LP-modellen viser, at lærerne oplever, at næsten hver fjerde elev har vanskeligheder. Det peger på, at lærerne står med problemer, som er vanskelige at magte", sagde professor i specialpædagogik Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, i sit indlæg på debatmødet, der foregik på Skolebogsmessen i Aarhus i sidste uge.
Man kan ikke undvære segregerede tilbud til udviklingshæmmede, børn med svære adfærdsforstyrrelser, døve, blinde og multihandicappede. Men Niels Egelund er sikker på, at man kan komme ned på udskillelsesgrad på 2,5 procent mod 5,6 procent i dag.
"Vi kan inkludere flere med lettere handicap, men det kræver viden og overførsel af resurser til normalundervisningen, at pædagogisk psykologisk rådgivning bliver omstillet radikalt, og at skolerne får et økonomisk incitament til at beholde eleverne. Der skal også positive lærerholdninger til, som forplanter sig til elever og forældre", sagde han.
Kommunerne går til opgaven med jernhånd
Det er ikke nok at hente elever hjem fra specialtilbud, understregede Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF.
"Regeringen vil kun have tre procent skilt ud i 2020, og det vil vi gerne være med til. Vi oplever imidlertid, at kommunerne går til opgaven med jernhånd af sparehensyn, men det er ikke nok at flytte eleverne. Inklusion handler om, at de føler sig værdsatte og oplever, at de bidrager til fællesskabet".
DLF går ind for enhedsskolen. Det betyder, at man ikke deler eleverne i A- og B-hold, fordi man ikke magter elever med særlige behov.
"Når det er sagt, skal vi huske, hvordan vi kommer derhen. Her er Herning et godt eksempel. Skolechefen fik til opgave at spare otte millioner kroner, men overbeviste byrådet om, at det i stedet skulle investere 14 millioner kroner i blandt andet PALS, tolærerordninger og massiv efteruddannelse af lærerne. Som kredsformanden i Herning siger: 'Det er kun i det offentlig, at man forventer et afkast uden investeringer'. Men sådan tænker man ikke i Herning", sagde Dorte Lange.
Pointen er, at man skal styrke normalundervisningen, understregede hun.
"Vi har et helt skoleforløb frem til 2020, så vi kan begynde med en indsats nu".
DLF opererer med inkluderende støtteforanstaltninger
Mens tre procent af børnene får specialtilbud i børnehaveklasse, så er tallet tre gange så stort i overbygningen, fortalte Niels Egelund.
"Normalt siger vi, at man skal sætte tidligt ind, men vi gør det bare ikke", konstaterede han.
Dorte Lange tog afsæt i tallene.
"Niels Egelunds forskning viser, at specialundervisning virker, hvis man yder den rigtige indsats. Derfor skal man investere i en tidlig og hurtig indsats. Danmark har et voldsomt efterslæb af efteruddannelse i forhold til andre lande, og der er vi nødt til at sætte massivt ind", sagde Dorte Lange.
Både hun og Niels Egelund pegede på, at øget undervisningsdifferentiering er vejen frem, men at man dog ikke kan klare alt på den måde.
"Regeringen vil reservere specialundervisning til børn med vidtgående behov. Men vi kan ikke klare resten med undervisningsdifferentiering, så vi er også nødt til at have noget til dem midt imellem. Vores bud i DLF er, at vi skal kalde det inkluderende støtteforanstaltninger, for ordet viser, at der sættes noget i værk", sagde Dorte Lange
Den økonomiske virkelighed spiller ind
Det er en torn i øjet for politikere, at behovet for specialundervisning stiger, understregede Kristian Würtz (S), der bliver børn- og ungerådmand i Aarhus, når byens borgmester ventes at komme i Folketinget ved valget senere på året.
"Vi skal forbedre vores evne til at løse udfordringerne med de børn, der i dag får specialundervisning. Især inden for adfærd, kontakt og trivsel bør vi kunne rumme flere. Men den økonomiske virkelighed spiller også ind. Det er svært at finde en masse ekstra penge. Vi skal investere i efteruddannelse, men pengene er knappe", sagde Kristian Würtz.
Alligevel var han enig i, at svaret på stigningen i henvisninger er en styrket normalundervisning.
"Vi ser inklusion på distriktsskolen som en værdi i sig selv. Derfor har vi i det nye skoleår afsat små 30 millioner kroner til efteruddannelse i inklusion og specialpædagogik. Lærerne er den helt afgørende aktør for de politiske intentioner, og at når vi kræver af folkeskolen, at den skal rumme flere, så skal lærerne have redskaberne til det. Inklusion er ikke bare lærernes ansvar", sagde han.
PPR på vej til at udspille sin rolle
Lærerne ønsker sig især efteruddannelse i at håndtere elever med særlige behov, fremhævede Niels Egelund og henviste til den internationale Talis-undersøgelse, som handler om lærernes betingelser for at gennemføre undervisningen på den bedste måde
"Min bekymring er, om professionshøjskolerne går alt for teoretisk til værks og lader lærerne blive undervist af nogle, der ikke selv har prøvet at stå med elever med særlige behov", sagde professoren og pegede igen på PPR.
"Undersøgelser gennem de seneste 15 år viser en ret udbredt utilfredshed med PPR. Rådgivningen sidder langt væk fra skolerne, og der er stor udskiftning blandt psykologerne. Psykologerne har tendens til at ansætte nogle, der ligner dem selv, men der er brug for flere med forstand på det andet P, nemlig pædagogikken. Hvis ikke PPR kommer tættere på skolerne, har PPR udspillet sin rolle om seks-syv år", forudså Niels Egelund.
Klasserumsledelse en afgørende kompetence
En af de fremmødte lærere fortalte, at hun holder lavpraktiske kurser om inklusion for matematiklærere. Men ikke alle ønsker at deltage i kurset. De vil bare undervise i deres fag.
"Det er svært at klæde folk på, som ikke har lyst til det", sagde hun.
Det er en ledelsesopgave at få alle med, mente Dorte Lange fra DLF og pegede samtidig på, at der mangler en diskussion om, hvordan lærerne skal bruge de vejledere, mange skoler efterhånden har.
En anden deltager i debatmødet er lige begyndt i sin skoles specialcenter.
"Vi ved, hvad der virker i specialundervisningen, men når vi skal begrænse denne undervisning til fordel for normalundervisningen, hvad gør vi så", spurgte hun.
Det er et stort spørgsmål, mente Niels Egelund.
"Det korte svar er, at lærernes kompetencer afgørende, og her tænker jeg først og fremmest på relationskompetencer og klasserumsledelse. Først derefter kommer de fagfaglige og didaktiske kompetencer. Noget tyder på, at vi har brug for stærkere strukturer og øget forudsigelighed".
Dorte Lange var enig i, at klasserumsledelse er vigtigt.
"Det er vigtigt med gode fællesskaber, men debatten ryger hurtigt over i et krav om mere disciplin, ro og orden. Ja, men vi arbejder også, og det afgørende er, at læreren leder det, der foregår, og kan rette elevernes fokus mod et stof i et fællesskab", sagde Dorte Lange.
Umuligt for kommunerne at spare sig til øget inklusion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.