Så er der kommet endnu en bog i serien 'Naturens Verden', denne gang om ulven - elsket af få, frygtet af mange.
Bogen indledes med en beskrivelse af ulven, dens levesteder samt de mest kendte ulvearter. I de efterfølgende kapitler en systematisk og forudsigelig gennemgang af ulven fra fødsel til død. At en ulvs største fjende er mennesket, kommer næppe bag på nogen især ikke efter nedskydningerne i Norge. Ulv og menneske har alle dage haft meget svært ved at leve sammen, mest af alt på grund af talrige myter om ulven som dræbermaskine, der nedlægger landmændenes dyr. Sandheden er imidlertid en helt anden. Ulven er et meget sky dyr, der gør alt, hvad den kan for at undgå mennesker, og som derfor kun sjældent dræber husdyr.
Bogens budskab er at påvirke vores syn på ulven, så vi lærer at betragte den mere som en truet dyreart end som et skadedyr, der sagtens kan undværes. Derfor findes der også sidst i bogen naturligvis et kapitel, der skal pirre til vores dårlige samvittighed, nemlig hvordan ulvens videre eksistens sikres. Bogen afsluttes med en skematisk gennemgang af ulvens livscyklus. Her får man hele bogens indhold serveret på to sider.
Bogen er hele vejen ganske flot, i hvert fald hvad angår illustrationerne. Der er mange gode fotos og tegninger, der hele tiden er med til at holde læseren fanget. Ligeledes er der også små bokse på næsten hver eneste side, hvor det væsentligste indhold af det enkelte kapitel er ridset op, og som giver selv den mest dovne læser et hurtigt overblik over ulvens liv. Bagest i bogen findes en ordliste, hvor de mere specielle og svære ord står forklaret. Ligeledes findes her henvisninger til både øvrig litteratur og internetadresser, hvor man kan få yderligere viden om ulven. Bogens stærke side er, at den er meget letlæselig og nem at gå til. På samme tid er det desværre også med til at gøre bogen uinteressant for en bredere aldersgruppe, da den let bliver for overfladisk. Bogen egner sig derfor bedst til børn omkring ti-tolvårsalderen.
Ulv
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.