Uddannelseshistorie 2002 og 2003

Bedre sent end aldrig, vil nogle læsere tænke. Men faktisk er det ikke så dumt at læse henholdsvis den 36. og den 37. årbog fra Selskabet for Dansk Skolehistorie i kølvandet på hinanden. Det giver et fint indtryk af et levende skolehistorisk miljø, hvor skolens egne blander sig med forskere, hvoraf nogle har et mere dybtgående kendskab til skolens historie end andre. 2002 er helliget lærerhistorie med vægt på lærerbiografier fra 1800-tallet. Vi læser om læreren, som holdt kro i sin fritid, om en embedsbesættelse i 1897 stærkt farvet af de lokale skolemyndigheders angst for den politiske radikalisme Men årbog 2002 byder også på en spændende undersøgelse af, hvordan midlerne til den danske folkehøjskole kunne forvaltes efter (skole)politisk for godt befinden, dengang i 1850erne da Christen Kold blev set som en radikal skolemand, som drev skole, hvor karlene intet lærte. Endelig er der et komparativt studium af folkeskolen i Norge, Sverige og Danmark efter Anden Verdenskrig, som viser, at det netop er i kraft af den grundtvig-koldske arv, at det danske skolevæsen skiller sig ud fra forholdene i de to andre lande. Tankevækkende men også et oplæg til diskussion.

2003 er som bekendt 100-året for mellemskoleloven og dermed en radikal ændring af den danske gymnasieskole fra en særskole til et led i folkets skole. At det så varede mange år, før folket kom i nærheden af gymnasiet, er en anden sag. Det dokumenteres blandt andet i Signe Holm-Larsens glimrende bidrag til den sociale mobilitets historie. Læst i sammenhæng med Gorm Bruun Hansens artikel om Roskilde Katedralskoles disciple i årene 1812 til 1850 og deres sociale baggrund kan man virkelig få et indtryk af, hvor meget der har ændret sig. Derimod blev eksamensmellemskolen væsentlig hurtigere en succes, som man også kan forvisse sig om i Holm-Larsens artikel.

I årbog 2003 toner kendte som mindre kendte af gymnasieskolens mænd frem, fra Hartvig Frisch og politikeren Harald Holm, som i bedste grundtvigianske stil var stærkt afvisende over for den nye skolereform, for hvad skulle man dog med alle de overbelæste hoveder, til Metropolitanskolens rektor Julius Nielsen, Gymnasieskolernes Lærerforenings nye formand og den nuværende gymnasiedirektør i Undervisningsministeriet Jarl Damgaard. Men hvorfor det kun er mænd, som portrætteres eller får ordet, forekommer hverken logisk eller velbegrundet, ligesom det kan undre, at man ikke mere indgående beskæftiger sig med gymnasiehverdagen og dens forandringer.

Begge årgange indeholder de faste rubrikker om skolen i årets løb, om Dansk Skolemuseum og den nyttige dansk uddannelseshistorisk bibliografi. Sidstnævnte samles inden alt for længe i en selvstændig publikation, som dækker en længere årrække.

Selvom man som læser bliver glædeligt overrasket over den skolehistoriske frodighed og også bliver klogere undervejs, må man alligevel sætte spørgsmålstegn ved dette tidsskrifts status. Som meddelelsesblad for inkarnerede skolehistorikere er det måske udmærket, men som et seriøst fagligt tidsskrift er det svært at tage (helt) alvorligt. Hvor indfaldsvinklen på skolens historie helt overvejende har været den politiske, er der dog tilløb til nogle ændringer i årbog 2002 og 2003. Her får biografien og den komparative uddannelseshistorie spalteplads. Men ellers er det stort set, som om intet er hændt i forståelsen af (ud­dan­nelses)historiens teorier og metoder. Endelig er der spørgsmålet om læsevenlighed: Korrekturfejlene er blevet minimeret med årene, men opsætningen og brug af tykt hvidt, skinnede papir, enkelt linjeafstand og små bogstaver er ikke just befordrende for lysten til at begive sig i kast med årbøgerne. For slet ikke at tale om de mange forfatterportrætter, som indimellem fylder hele sider. Personligt ville jeg foretrække oplysninger om, hvor forfatterne kunne kontaktes.