Denne udgivelse koncentrerer sig om den sidst tilkomne ungdomsuddannelse, USB: Ungdomsuddannelse for Unge med Særlige Behov, også kaldet STU, Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.
Bogen opfylder afgjort et behov for en sammenhængende beskrivelse af uddannelsen med redegørelse for processen over ansøgning, igangsætning, gennemførelse og afslutning. I den proces er mange forhold i spil: myndighedsudøvelse, vejledningsforpligtelse, kommunal visitation, uddannelsesplan og undervisningsplan, opfølgende vejledning, klageadgang med mere.
Vejleder, forældre og sagsbehandlere skal samarbejde om skabelsen af det individuelle forløb, og her vil bogen gøre fyldest, når der opstår tvivl. Bogen fungerer også som opslagsværk over de punkter i processen, hvor der typisk opstår spørgsmål omkring snitflader og ansvar.
Bogen rummer en oversigt over den del af uddannelsessystemet, der omfatter de individuelt tilrettelagte forløb, og en gennemgang af rammer, målsætning, muligt indhold og procedurer omkring tilrettelæggelsen af et USB-forløb. Et afsnit om sagsbehandlingens ABC er en hævet pegefinger til vejlederen om at iagttage sin ageren i forløbet og have øje for de faldgruber, der opstår, når mange aktører er på banen, og interessekonflikter mellem system og individ kan opstå.
Der er også et mindre opslagsværk over de institutioner, skoler og undervisningstilbud, der kan bringes ind ved udarbejdelsen af en USB-plan. Bogen er et godt redskab for forældre, vejledere, sagsbehandlere og andre, der er aktive på dette område. Lærere i specialklasser og specialskoler kan bruge bogen i deres arbejde med specialelevernes udskoling og forældresamarbejdet om dette.
Uddannelsesbogen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.