- teori og praksis
Af A.G. Watts, Bill Law, John Killeen og
Jennifer M. Kidd
29 sider, 320 kroner
Studie og Erhverv
Denne bog vil givetvis komme til at optræde på alle litteraturlister inden for de områder, der uddanner vejledere til både uddannelsessystemet og andre områder, hvor der foregår uddannelses- og erhvervsvejledning til unge og ældre. Bogen er forfattet af en gruppe engelske forskere, og den er tilpasset danske forhold af Peter Plant og Terese Krabbe. Netop den engelske teoridannelse på området har haft stor betydning i Danmark, personificeret i A.G. Watts, så det er meget velkomment at tilføje denne bog til de danske vejlederes teorigrundlag. Man bevæger sig fra Praksis over Udvikling, over Teori og baggrund og til Politik. Bogen er meget kompakt, og de enkelte kapitler er tætte i deres vidensopbygning. Der er konstant en mængde referencer til andre teoretikeres værker, hvorefter der sluttes af med 3-4 sider litteraturliste. I sandhed en guldgrube for den vejleder eller kursist, der vil fordybe sig i et eller flere teoretiske elementer ved at gå videre til kilderne, men samtidig efterlader stilen et indtryk af en ophobning af viden uden egentlig dybde i de enkelte teorier. Man henvises til referencerne, derfor er det vanskeligt at benytte bogens indeks til kontante opslag.
Bogen er dog anbefalelsesværdig. Det er den eneste dansksprogede bog på markedet, der dækker bredt inden for uddannelses- og erhvervsvejledningens fagområde. Bogen behandler områder som vejledningssamtalen, læseplansovervejelser, erhvervsvalgs- og karriereteorier, handlingsplanlægning, computere i vejledning og politiske og internationale perspektiver plus meget mere.
Bogen er ikke opslagsbogen til vejlederkontoret, men kan blive en væsentlig del af det teoretiske fundament, som vejlederen kan bygge på og bruge som personlig ballast i sit vejlederarbejde på skolen og i det omgivende samfund. Den bringer perspektiver ind i de diskussioner, der nødvendigvis finder sted i og omkring vejledernetværkerne, når der kommer forskellige udspil fra interesseorganisationer, politikere, erhvervslivet og andre, der gerne vil påvirke arbejdet med de unge og deres valg af fremtid og uddannelse.
Bogens sidste fjerdedel redegør for forskellige socio-politiske vinkler på forståelsen af samfund og individ. Er ønsket social eller individuel forandring, ønskes der social kontrol eller ikke-styrende liberal indsats? Hvad er vejledningen? Et politisk instrument eller bevidstgørende virksomhed? Læs aviserne, hør statsministeren, se fjernsynet. Jo, uddannelses- og erhvervsorienteringens område er et politisk interessant område. Der er mange gode grunde til at få fat i bogen.
Keld Andersen
Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.