Uddannelse for de mange / Lighed

Øgede forskelle i indkomst giver dårlige læsefærdigheder, lavere social mobilitet, mere kriminalitet og ringere sundhed. Og ulighedens dårligdomme rammer ikke blot dem med laveste indkomster, men alle. Dette er konklusionen, der bygger på et omfattende statistisk materiale, der sætter 21 rige lande og staterne i USA under lup i bestræbelserne på at se sammenhænge imellem indkomstulighed og en lang række dysfunktioner i det ulige samfund. Forfatterne argumenterer for, at vi er nået til afslutningen på en æra, hvor grådigheden har fjernet balancen i tesen om frihed, lighed og broderskab, og hvor netop ligheden er forudsætningen for, at friheden og fællesskabet kan realiseres. Bogen påviser, at dårligdommene har været stigende siden den kolde krigs sidste dage, argumenterer for, at dette beror på Thatchers og Reagans dyrkelse af markedskræfterne, og peger på mulige og forskellige veje til et samfund med mindre indkomstforskelle og dermed mere bæredygtighed og færre dårligdomme.

Bogen udkom første gang i England i 2009, og den kritik, den affødte, imødegår forskerne i et særligt afsnit, som giver bogens data en vægtig transparens. Her er det værd at bemærke, at den forskning, der ligger bag, har strakt sig over flere årtier, selv om bogens fremkomst her midt under finanskrisen også gør den til et aktualitetsværk. Og det kan være værd at bemærke, at bogen udkommer i et Danmark, som har Europas højeste stigning i fattigdom og en fortsat vækst i ulighed, og som netop har gennemført en intens valgkamp med vækst som hovedtema. Så en del tyder på, at bogens meget markante afdækninger af nødvendigheden af et opgør med grådighed, ulighed og selvpromovering skal ligge og lagre en rum tid, før der er stemmer at hente i et mere lige, mere trygt og sundere samfund.

Med afsæt i bogens påvisninger er vi på vej mod mere utryghed og generelle forringelser af sundhed, sociale forhold og uddannelse. At der er noget om snakken, viser Lars Olsens velresearchede bog om konsekvenserne af den akademisering, der har fundet sted i uddannelserne; altså også i folkeskolen. Han peger på forsøg, der peger imod en skole for de mange, en skole, hvor de praktiske fag har en status, og hvor virkelighed og undervisning er forbundne kar. Han har fået Antorini (Socialdemokraterne) og Westerby (Socialistisk Folkeparti) til at præsentere deres visioner for en ny kultur i uddannelserne. Bogen rummer en sund og væsentlig indignation, som vi alle i skolen må forholde os til, og en engageret præsentation af muligheder, som vi må handle efter.

Men i lyset af bogen "Lighed" er Olsens, Antorinis og Westerbys visioner måske lidt for løse i kanterne og lidt for tabubelagte, hvis man virkelig vil et opgør med uligheden. Burde man ikke drøfte lighedstanken i lyset af det fri skolevalg, af privatskolernes parallelsamfund, pengene følger barnet-tesen og taxameterbetalinger? - og udforme en egentlig friheds-, ligheds- og broderskabsvision for grundskolen og ungdomsuddannelserne?