Det er konkurrenceforvridende, at kun professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i klinisk diætetik må kalde sig diætister, mener to professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Med diætisttitlen følger nemlig en autorisation, og derfor kan diætister nøjes med at betaler lønsumsafgift på 3,6 procent, mens selvstændige professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring skal betale 25 procent i moms.
Problematikken præsenteret i Sundhedsudvalget
Den skelnen er konkurrenceforvridende, for de ydelser, som selvstændige professionsbachelorer tilbyder er de samme, hvad end de har speciale i klinisk diætetik eller human ernæring, mener Vibeke Lund og Susanne Bertelsen. De er begge professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring og driver begge selvstændige kostklinikker.
De har nu fremlagt problematikken for Folketingets Sundhedsudvalg, hvor de også fremlagde deres løsningsforslag: De skal kunne kalde sig diætister og have autorisation ligesom professionsbachelorerne i ernæring og sundhed med speciale i klinisk diætetik.
"Det er vigtigt, at vi får den diætisttitel. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan dele den, ligesom man kan dele andre titler. For eksempel er der mange forskellige typer af psykologer og ingeniører. På samme måde kunne man have kliniske diætister, som hører til på hospitalerne og alment praktiserende diætister. Men det er vigtigt, at det er diætisttitlen, for det er det, vi bliver spurgt om ude i virkeligheden, og det er den titel folk kender", siger Susanne Bertelsen til ernaeringogsundhed.dk.
Der er brug for den anerkendelse, der ligger i titlen diætist og retten til autorisation, så borgerne kan skelne mellem uddannede professionsbachelorer og kostvejledere, som har taget et brevkursus, mener de.
Flere styrelser og ministerier er indblandet
Problematikken har tidligere været forelagt Sundhedsstyrelsen, som afviser, at professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring kan kalde sig diætister. Styrelsen anser ikke faggruppen som hørende under det sundhedsmæssige område, og som professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed ser ud nu, kan den vurdering ikke ændres.
Sagen har også været forelagt Konkurrencestyrelsen, som har afvist at tage sagen, fordi det forventede resultat af behandlingen vil være, at der ikke kan ændres noget. Den vurdering bygger blandt andet på Sundhedsstyrelsens udmelding.
Også Skatteministeriet har forholdt sig til problemstillingen om momsen, og her skelner man først og fremmest mellem, om en forebyggende ydelse kan karakteriseres som behandling eller rådgivning, som er en momspligtig ydelse. Skatteministeriet svarer desuden, at det er op til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundhedsstyrelsen at sikre lige konkurrencevilkår i forhold til at sikre de to faggrupper lige konkurrencevilkår.
"Set fra Skatteministeriets synsvinkel kunne dette ske, hvis begge uddannelser giver mulighed for opnåelse af en autorisation, eller ved at det arbejde, som udføres af professionsbachelorer med speciale i human ernæring af Sundhedsstyrelsen anses for at høre under det sundhedsmæssige område", skriver Skateministeriet til Sundhedsministeriet.
"Der er ikke nogen, der vil tage bolden op, vi bliver bare ved med at blive sendt rundt i forskellige styrelser og ministerier", siger Susanne Bertelsen, som håber på, at Sundhedsudvalget nu vil gøre noget ved sagen. I hvert fald oplever hun, at udvalgets medlemmer nikkede anerkendende, da de to fremlagde problemstillingen.
S er klar til at give diætist-titlen til flere
Socialdemokraternes sundhedsordfører og medlem af udvalget Flemming Møller Mortensen er åben for at give dem retten til diætisttitlen og autorisation.
"Når vi har de sundhedsmæssige ud udfordringer, vi har, må vi sikre at, vi udnytter de kompetencer og muligheder, vi har, bedst muligt. Derfor er jeg også meget lydhør overfor problemstillingen", siger han.
Professionsbachelorer i ernæring og sundhed har nogle kompetencer i forhold til at rådgive og vejlede borgere, som ikke er syge, hvilket han mener, der er et stort behov for. Han er indstillet på, at der skal handles på problemstillingen og mener desuden, det er uheldigt, at der er en struktur, hvor de to faggrupper får afsæt til at modarbejde hinanden frem for at samarbejde.
Fælles titel-betegnelse vil skabe klarhed
"Jeg ville gerne kunne sige, at begge grupper er diætister. Det drejer sig om at gøre det enkelt for borgerne at finde rundt i en labyrint at titelbetegnelser, og det kunne forenkles ved for eksempel at have nogle der hedder kliniske diætister og nogle der hedder ernæringsdiætister. Jeg har ikke overvejet præcis hvilke betegnelser, men i hvert fald en titel, som viser, at man arbejder inden for det samme område", siger han og henviser til, at begge faggrupper er uddannet til at rådgive. Forskellen er, at de rådgiver to forskellige grupper af borgere.
Det giver ikke mening, at human ernæring ikke hører under sundhedsmæssige område, mener han.
"Vi har et samfundsmæssigt problem, som begge faggrupper har spidskompetencer til at løse, og derfor er det helt urimeligt, at man har en strid om titel og momsfritagelse. De barrierer er vi som politikere til for at fjerne", siger han.
DF afventer ministerens svar
Sundhedsudvalget har nu sendt spørgsmålet videre til sundhedsministeren. Sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Brix afventer svar herfra, inden hun vil forholde sig til, om andre end professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i klinisk diætetik skal have lov at kalde sig diætist.
Hun vil have klarhed over, hvad de to uddannelser indeholder, og om faggrupperne laver det samme arbejde, inden hun forholder sig til det.
Det vigtigste er at skabe klarhed for borgerne, mener hun, og derfor vil hun først have afdækket, hvad de to uddannelser indeholder, og hvilket arbejde, de to faggrupper kan udføre, inden hun forholder sig til problematikken.
"Vi vil gerne have vished for, at det ikke kommer til at skade nogen, inden vi laver noget om", siger hun.
Uddannede kæmper fortsat for diætisttitel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.