Uddannelsesordførere fra samtlige regeringspartier og Enhedslisten er interesserede i ændringen, så ordet 'kristendom' ikke længere indgår i fagtitlen. Det skriver Kristeligt Dagblad "Vi vil ændre kristendomskundskab til det obligatoriske fag religionsundervisning. Det er vigtigt, at eleverne også lærer om andre religioner end kristendom" siger Socialdemokraternes ordfører Troels Ravn til Kristeligt Dagblad. Han vil tage sagen op med sin partifælde, børne- og undervisningsminister, Christine Antorini. Troels Ravn mener dog, at kristendom stadig skal have en særlig plads. Oppositionen er ifølge Kristeligt Dagblad imod ændringen, men med flertallet i ryggen har regeringen altså mulighed for at foretage ændringen. Ændring sender signal Ifølge Annika Hvithamar, religionsforsker på Syddansk Universitet, er det politiske flertal for en ændring et tegn på, at synet på kristendom i samfundet ændrer sig. "Det viser, vi mener, at det ikke kun er kristendom, der spiller en rolle for, hvordan vores børn dannes til at blive gode borgere. Det afspejler, hvordan vi ser verden omkring os", siger hun. Kristendomsfaget er ikke forkyndende, og Annika Hvithamar vurderer, at en eventuel ændring også kan ses som et ønske om at sende et signal. Hun efterlyser dog flere undersøgelser af, hvordan lærerne rent praktisk går til undervisningen i det ombruste fag. "Hvis for eksempel undersøgelser viser, at virkeligheden ude på skolerne er en anden virkelighed end den, kristendomsfaget er indrettet til, så ville det jo nok være på tide at lave en ændring", siger hun. DLF: Nyt fag kan sikre fællesskabet Gøres religionsfaget obligatorisk, som Socialdemokraternes Troels Ravn nævner i Kristeligt Dagblad, vil det betyde, at de elever, som i øjeblikket fritages fra den nuværende kristendomsundervisning af den ene eller den anden grund, i fremtiden vil skulle deltage i det nye religionsfag. Ifølge undersøgelser er der blandt andet Jehovas vidner, muslimer og ateister i gruppen af elever, som i øjeblikket fritages for kristendomsundervisningen. Hos Danmarks Lærerforening er man positivt stemte over for en eventuel ændring. Et nyt obligatorisk religionsfag vil blandt andet betyde, at man vil kunne fastholde klassefællesskabet mellem samtlige elever i klasserne. "Det bliver understreget, at faget altså ikke går ud på at forkynde, men på at lære eleverne om de forskellige religioner og deres betydning for vores kulturer. Og det tager højde for, at man også kan være uden religion. For det er jo også et aspekt af det", siger Dorte Lange, næstformand i DLF.
Ud med kristendoms-kundskab, ind med religion
Kristendomsundervisningen i folkeskolen skal fremover erstattes af religionsfag. Det mener et flertal i folketinget. DLF er glade for udsigten til at ’kristendom’ bliver til ’religion’. Det vil fastholde klassefællesskabet, når alle kan være med.
Ud med kristendoms-kundskab, ind med religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.