Af Ranka Keser
Ved Randi Jensen og Hanne Vøhtz
Serie Das gute Buch
Elevbog, 86 sider, 97,50 kroner
Lærervejledning, 52 sider, 372,50 kroner
To kassettebånd, 105 minutter, 343,75 kroner
Forlaget Mols
Serien omfatter en række forkortede tyske ungdomsromaner beregnet for 9. og 10. klasse. Med denne bog har man ramt ikke blot et vedkommende samfundsproblem, men også valgt en roman, der ved sit lune fænger sin læser, samtidig med at problemstillingen har bredde til også at omfatte almindelige teenageres forhold til deres forældre.
Personerne i bogen har som virkelighedens mennesker mange facetter såvel sympatiske som direkte frastødende, og det selvom fortælleren er en ung pige, som udtrykker sig i dagbogsform. Romanen bærer præg af dyb indsigt i såvel det tyrkiske som det tyske samfund og spændingerne ved at blande de to baggrunde. Her gives ingen lette løsninger.
Bogen er skrevet i et nuanceret, ikke for vanskeligt sprog, som har mange islæt af nutidig tysk ungdomssprog. Det vil uden tvivl fange vores elever, som ellers på det punkt let bliver svigtet af lærerens højere alder og anderledes baggrund.
På båndet er indtalt romanens tekst, lytteøvelser til temaet samt interview med bogens forfatter. Det sammen med lærervejledningen byder på en række afvekslende aktiviteter, der har god mulighed for at sætte krydderi på tysktimerne, hvis ikke bogen i sig selv byder på nok sprængstof.
En yderst anbefalelsesværdig bog, om end der i forvejen findes andre materialer om temaet.
Karen Porsborg Nielsen
Tysk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.