På dansk ved Karen Dollerup
Videobog med kopisider
119 sider, 375 kroner
Video med ti episoder, tre timers spilletid
Gyldendal
Materialet består af en video med ti episoder, der er inddelt i mindre sekvenser, som omhandler forskellige delemner inden for sekvensens hovedemne. Videoepisoderne har stigende progression; sekvens et og to er velegnet til første års undervisning, sekvens tre til syv til andet års undervisning og sekvens otte til ti til tredje års undervisning.
Syv unge mennesker fra Köln formidler dagligdags kommunikationssituationer i et naturligt talesprog inden for følgende emner: Personlig præsentation, min familie og mit hjem, indkøb, mad, holde fest, fritid, sport, på landet, i storbyen og i skolen. Formidlingen af tysk kultur og samfundsforhold giver eleverne mulighed for at sammenligne med danske forhold og personlige erfaringer.
Hver sekvens indledes med et rap-nummer, hvor de unge fortæller om sig selv; dernæst følger nogle udsagn, der fokuserer på ord, udtryk og faste vendinger til det pågældende emne. Efter hovedhandlingen følger nogle detailspørgsmål, der både kan høres og læses på en gang. Hvert kapitel afsluttes med tre generelle spørgsmål, som eleverne kan arbejde videre med.
Til hvert videoafsnit er der udarbejdet gloser, faste vendinger og spørgsmål til lytteforståelsen. Der er ligeledes varierede forslag til arbejdsopgaver før, under og efter visningen af videosekvensen. Til hvert afsnit er der også udarbejdet en oversigt over de sprogfunktioner, der præsenteres og trænes i de enkelte afsnit. En god hjælp til læreren!
Materialet er et godt supplement til tyskundervisningen. Indholdsmæssigt rammer det elevernes egne interessefelter, og sprogligt er der indbygget differentieringsmuligheder, da hvert afsnit indeholder både meget enkle og mere komplekse udsagn.
Anne Grete Egede Andersen
Tysk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.