Bog plus film
Af Caroline Link, ved Lars Bardram
Bog, 107 sider, heraf 50 normalsider tekst,
120 kroner
Film, 108 minutter, 625 kroner inklusive skolelicens
Bog: Gads Forlag
Film: Tyskforlaget I/S, telefon 4369 4990
'Jenseits der Stille' er en kvalitetsfilm, som endog gik et stykke tid i de danske biografer. Mere endnu siger det måske, at filmen blev nomineret til en Oscar som den bedste ikke-engelsksprogede film.
Bog og film er lavet af den unge tysker, Caroline Link. Hun behandler følsomt det helt centrale tema, menneskers forhold til hinanden.
Allerede fra begyndelsen fremstår en stemning, der gør indtryk. I en neddæmpet, men stærkt virkende scene på en isdækket sø i et flot vinterlandskab betragter Lara, den cirka 11-årige hovedperson, betaget sin faster, som dygtigt løber på skøjter. Lidt efter lidt forstår man, at denne faster gør så stærkt indtryk på Lara, fordi hendes forældre er døvstumme og derved afskåret fra store dele af den kontakt, mennesker ellers kan have til hinanden.
Ofte er parallelle bøger og film kun en svag afspejling af hinanden, men her fremtræder de ligeværdige. Det er lykkedes forfatteren at udtrykke personernes følelser og tanker både i ord og billeder.
'Jenseits der Stille' anbefales til folkeskolens ældste klasser og til ungdomsuddannelserne. Jeg tror, 9. og 10. klasse vil have stor glæde af at bruge materialet, idet det ikke bare handler om de almenmenneskelige relationer, men også om det at blive voksen og frigøre sig fra hjemmet. Størsteparten af handlingen har den cirka 20-årige Lara som centrum. Netop den nære fremtid optager de unge meget.
Fordi døvstummes særlige måde at opfatte verden på er et centralt tema, er filmen tekstet med tyske undertekster. Det gør den specielt velegnet til tyskundervisning, idet undertekster fremtræder som både et virkemiddel og en hjælp til elevers forståelse af det sagte. I det hele taget er dialogen værdifuld ved sin dagligdags problematik og det dertil hørende letforståelige ordforråd.
'Jenseits der Stille' fortjener at blive brugt flittigt.
Karen Porsborg Nielsen
Tysk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.