Tysk-dansk
14. udgave
Af Egon Bork, Jens Erik Mogensen og Ingeborg Aint
Serie: Gyldendals røde ordbøger
835 sider, 220 kroner
Gyldendal
Disse ordbøger er en velkendt vare, hvor navnet alene borger for kvaliteten. Hvis man skal have en rimeligt omfattende ordbog, som det trods alt er muligt for eleverne at orientere sig i, vil de fleste lærere ty til denne serie.
Den nuværende udgave er forøget til at omfatte 80.000 opslagsord, som også indbefatter mange nye ord i sproget. Jeg checkede bogen for nogle af de typiske unge vendinger og fandt, at de nymodens vendinger, mine unge tyske venner har fantasi til at bruge i breve til mig, var med i ordbogen.
Opstillingen er affattet overskueligt i tre spalter og med opslagsordene anført med fed skrift, så det er nemt at skelne opslag fra oplysninger om dem. Den nye tyske retskrivning er endvidere blevet gennemført i denne udgave.
Hvis skolens økonomi rækker til det, kan det absolut anbefales at forny sin ordbogsbestand til 9. og 10. klasse. På de lavere trin kan billigere løsninger godt dække behovet nogenlunde.
Karen Porsborg Nielsen
Tysk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.