Tung løben løbsk

De kom til det. De kom bare til det. Ligesom de bare kravlede op på byens vandtårn, ligesom de gik på rækværket over togbanen, bare brød ind i et tomt hus og stjal noget fyrværkeri. På samme måde kom de til at smide et af kanonslagene ind hos bageren. Det landede i meltanken, hvor det lå og skabte et stort tryk. Blev til en bombe, der eksploderede - og dræbte en mand, faren til en kammerat fra skolen.

Det hele sker på en enkelt aften og nat. Kaja 15 år, kommer fra en familie, hvor både faren og brødrene har deres vante gang i fængslerne. Hun er sej på den lidt for barske måde - i hvert fald hvis man skal tro på, hvad de andre siger ovre i skolen. Marc er den blødere type. Bor alene med faren, der forsøger at gøre det, så godt han kan. Og Marc holder af sin far.

I et forsøg på at finde lidt accept finder de to unge sammen, og i deres hæsblæsende forsøg på at gennembryde en række grænser er det altså, at de kommer til at slå en mand ihjel.

Historien rulles op for os - bagfra. Som en klassisk detektivhistorie, hvor skuespillerne går ud og ind ad rollerne. Snart fremstiller de, symboliseret med en lille politibil på skulderen, de to betjente, der forsøger at rekonstruere sagens gang og finde frem til de skyldige. Snart fremstiller de de to unge på nattetur, og snart er den ene skuespiller betjent og den anden ung - eller også er det omvendt.

En sindrig konstruktion, flot pakket ind i en effektiv, snart klaustrofobisk og snart fræsende lydcollage, der til dels styres af spillerne selv, der tænder og slukker snart den ene, snart den anden båndoptager. Alle står på en stor reol, forestillingens eneste scenografi. De mange lyde understøtter de to unges vilde ridt mellem selvmordstanker, eksistentiel krise, højdeskræk og rablende livslyst.

Forestillingen er godt skrevet, vi ser figurerne handle og forstår, hvem de er, og hvorfor de gør, som de gør. Hvor det halter lidt mere er til gengæld i mestringen af den svære form. Spillerne træder ind og ud af karakterer, af virkeligheder, af konfrontationer og konflikter. For at det skal fungere scenisk, for at vi skal have lejlighed til at følge gnidningsfrit med i handlingen, skal det hele udføres uden tøven, uden tvivl.

Det oplevede jeg ikke, da jeg så Det løber løbsk. Der var mange knaster, som jeg desværre tror er ufrivillige. Det betyder, at det bliver den svære form og den sindrige konstruktion, der springer i øjnene. Ikke den skæbnesvangre handling og de store spørgsmål, som den bør stille til både figurerne og os tilskuere.

Lad os håbe, at forestillingen spiller sig varm, og derved mister unødvendige knaster og gnidninger. Først der, kan den tragiske historie komme fuldt til syne, mane rigtigt til eftertanke for de forhåbentligt mange unge og deres voksne, som kommer til at se forestillingen.