Tryllefløjten

Tryllefløjten.. opera - ja hvorfor ikke, det er jo en kunstart, der er fyldt med saft og kraft og så som dukketeater. Det lyder spændende, men det var det ikke - så er det sagt! Efter en hurtig og meget overfladisk introduktion af operaen Tryllefløjten forsvandt dukkeføreren Per Brink Abrahamsen ind bag det sorte tæppe, der omkredser det gamle dukketeater. Så blev der tændt for en båndoptager, der bare kørte derudaf, uanset om dukkerne var på plads eller ej. Jo bevares der er nogle danske stemmer på båndet, og de fortæller om Tamino og Pamina, Papageno og Papagena, Nattens Dronning, de gode, de onde, om et soltegn, der er magisk og om tryllefløjten ja der er nok at holde styr, især når alle meninger og følelser synges på tysk, og når dukkerne er så små, at det er svært at se, hvem der synger - og jeg har endda mit skoletyske i orden - hvad med dem på ti år! Forestillingen mangler fantasi og indlevelse. Det virker som om, de to dukkeførere har haft mere sjov med at fremvise de flotte 3D scenografier, end med hvordan fortællingen skal forløbe - børnene var forvirrede, og det var de voksne vist også.

Mitte Wagner