Lige for tiden kommer der indlæringsprogrammer til edb for småbørn i en lind strøm fra producenterne. Det meste, vi får i Danmark, er oversættelser af amerikanske programmer, og det er et problem, for de bærer i meget høj grad præg af den amerikanske undervisningstradition: De bygger stort set alle på 'programmeret undervisning'.
'Trudys tidshus' er også amerikansk, men knap så programmeret i sit snit.
Der er fem aktiviteter i 'Trudys tidshus', der alle har relation til bevægelse i rum og tid. Der er en aktivitet, hvor børnene øver sig i klokken med både digitalur og et gammeldags analogur med visere. I en anden aktivitet bevæger vi os gennem året og lærer om forår, sommer, efterår og vinter med 'kalenderuret'.
Der er en aktivitet, hvor begreber som højre og venstre slås fast, ligesom orienteringsretningerne øst, vest, syd og nord indlæres. Begreberne holdes yderligere op mod hinanden.
I en aktivitet er der mulighed for i en sandkasse at placere landskabssymboler. Derved kan man opbygge et lille landskab af bjerge, floder, tunneler og byer.
I den sidste aktivitet tager vi af sted i en raket for at se på Jorden oppefra. Der er mulighed for at se nærmere på udvalgte steder på Jorden, steder som Ayers Rock, Congofloden og frihedsgudinden.
I alle aktiviteter er der både mulighed for selv at prøve og for at få opgaver. Der er tale på cd-rom'en, så børnene uden læsefærdigheder selv kan arbejde med cd-rom'en.
For børn på fem, seks og syv år vil der være mange timers arbejde med 'Trudys tidshus'.
Systemkrav: 386-processor eller højere, 4 megabyte ram, cd-rom-drev, lydkort, farveskærm, Windows 3.1 eller Windows 95.
Trudys tidshus
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.