Bogen starter med en gennemgang af materialer og redskaber, der skal bruges til fremstilling af troldene. Dernæst vises med instruktive tegninger, hvordan man over en vatkugle bygger forskellige former for ansigter op. Fremstilling af hænder, fødder og krop vises, og på et helsides farvefoto vises alle enkeltdelene i forskellige stadier. Nu følger så forslag til forskellige former for hår og ansigtsudtryk.
I resten af bogen vises, på flotte farvebilleder, trolde af enhver tænkelig art. Her er trolde helt af cernit, eller trolde med krop af sten, eller kokosnød eller grankogle, eller en kegle, foruden den i indledningen skitserede tøjkrop.
Også tøj til troldene er der ideer og mønstre til, både bluser, veste, kjoler, forklæder, bukser, heldragter og støvler. Der er mønstre i fire forskellige størrelser. Til strikket tøj findes mønstre i to størrelser til bluse, kjole, bukser og nissehue. Tøjet vises på dukker anbragt i forskellige naturtro miljøer.
En utrolig iderig bog. En enkelt ide, synes jeg, er forfejlet: troldebilleder, hvor hovedet er lavet af cernit og sat i en billedramme. Her gør 'strømpehoveder' sig betydeligt bedre.
Troldebogen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.