For Danmarks Lærerforening har BDO Kommunernes Revision beregnet, at det beløb, der bruges på at drive normalundervisning i den danske folkeskole, er faldet med 4436 kr. eller 8,2 pct. per elev fra 2002 til 2010, når man tager højde for, at kommunerne løbende får stadig større udgifter til pension, efterhånden som tjenestemænd skiftes ud med overenskomstansatte lærere.
"Hvis man skal opgøre udgifterne pr. elev, må man nødvendigvis medregne alle udgifter uanset om der er børn, som har brug for specialundervisning eller lærere, som skal på pension. Jeg vil til enhver tid tage en politisk diskussion med fagforeningen, men det skal ikke ske på baggrund af forkerte og manipulerede tal", siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen i en kommentar til undersøgelsen.
"Udgifterne til pension er jo blot udgifter, som er flyttet fra stat til kommune. Jeg er for eksempel tjenestemand, og min kommune har aldrig haft nogen udgifter til min pension. Men da jeg stoppede som lærer for at blive formand for Danmarks Lærerforening, blev min afløser overenskomstansat, og så fik kommunen en ekstra udgift på 17,3 procent af lønnen til pensionsopsparing. Det må man nødvendigvis tage højde for, hvis man skal beregne hvor mange penge, der er at drive skole for, for de penge kommer jo ikke eleverne til gavn", forklarer DLF-formand Anders Bondo Christensen.
Hvad angår specialundervisningen, har BDO Kommunernes Revision lavet to beregninger - en med og en uden den vidtgående specialundervisning. Og selv når man indregner de stigende udgifter til den vidtgående specialundervisning, er der samlet set færre penge per elev i folkeskolen end i 2002. Troels Lund Poulsen siger derimod, at udgifterne i henhold til Danmarks Statistik er steget med cirka 2200 kr. per elev siden 2001.
"Det er forstemmende og skadeligt for den tiltrængte fornyelse af folkeskolen, at fagforeningen bevidst misinformerer om udviklingen. Som led i en arbejdskamp skaber de unødvendig bekymring hos ikke mindst forældrene. Desværre tyder det på, at misinformation er en bevidst strategi fra fagforeningens side. Det ville klæde Anders Bondo Christensen at kære sig om elever og forældre og ikke kun om sine egne medlemmer", siger Troels Lund Poulsen.
Anders Bondo Christensen understreger, at det er BDO Kommunernes Revision, der er kommet frem til, hvordan udgifterne skal beregnes:
"Det er imponerende, at undervisningsministeren beskylder BDO Kommunernes Revision for manipulation", siger han til folkeskolen.dk
Troels Lund beskylder DLF for manipulation
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.