Trods mørkets harme

Tidligere undervisningsdirektør Baunsbak-Jensen var enebarn og blev i hvert fald i egen opfattelse betragtet som lidt skæv i forhold til omgivelserne i det vestsjællandske bondeland.

I disse erindringer skildrer han fint, hvordan læselyst og eftertænksomhed kan få en landmandssøn uden synderlig lyst til erhvervet til at føle sig som en outsider. Var der overhovedet nogen, der ville kunne forstå, hvad der rumlede i hans hoved?

Heldigvis fandt han god støtte og opbakning hos forældrene og sognets præstefamilie, også til at komme i gang med den eneste uddannelse, man i hans socialklasse fandt realistisk, selv om alt ikke var ligetil; for en eftertid kan det være svært at fatte, at vejen til at blive optaget på læreruddannelsen kan være så omstændelig og besværlig.

Seminarietiden skildrer han begejstret og med godt blik for tidstypiske detaljer om et provinsbymiljø, der snart skulle blive fejet over ende af en ny selvopfattelse blandt ungdommen. Anmelderen kan i hvert fald bevidne, at der ikke var meget med kaffe og kage på Højskolehjemmet, tyve år efter at Bauns-bak havde forladt Vordingborg Seminarium.

Den dannelsestanke, han mødte hos seminarieforstander Morten Bredsdorff og de fleste af lærerne hvoraf han tegner fine portrætter af et par stykker gjorde seminarieårene til ét langt højskoleophold. Søgen efter livets værdier var gennemgående, både i undervisningen og i de mange gæsteforedrag. I bogen gengives mange tankevækkende overvejelser over lærergerningens karakter.

Derimod var han ikke imponeret af en praktiklærer ved navn Stinus Nielsen, der koncentrerede sig om at gennemgå sine stakke af organisationspapirer bagest i klassen, mens praktikanterne underviste. Bauns-bak søgte sine pædagogiske forbilleder andre steder, ikke mindst da han fik sit første lærerjob i Humlebæk, i inspirerende nærhed af Hal Koch og Krogerup Højskole.

Beretningen om den første time og den første tid som ny lærer er tankevækkende.