Tossepose

Rune T. Kidde er noget for sig selv - og derfor også for os andre.

Stik ham et af de eventyrnavne, der kan give forældre og pædagogisk uddannede voksne en sær Disney-agtig sødladenhed i stemmen, og han rabler helt forrygende. Og uden filter.

I denne bog er han blevet ramt af Tornerose, som bliver til Tossepose. Hun bliver forbandet af den uindbudte fe fra Nord. Hun bliver stukket, ikke af en ten, men af den dartpil, som den gamle kælling i tårnværelset fyrer af. Hun rammer ikke i plet, men dog skiven, altså endeskiven på Tossepose. Alt slumrer hen i 100 år, og der vokser ikke en tjørnehæk, men en hæk af poser med køkkenaffald. Og alle riddere går til i dyngerne af stegefedt, klistersovs og mugne melboller.

Efter de 100 år vågner alle op, undtagen Tossepose, som vækkes af en kyssende prins, som tager hende for pengenes skyld.

Derefter går Rune T. Kidde til makronerne i forhold til eventyrets slutning. Han tager brylluppet med, hvor den onde fe fra Nord igen er glemt på gæstelisten. En ny forbandelse slynges ud over selskabet, men hun glemmer, hvad forbandelsen går ud på. Derfor går der ged i magien. Alt forvandles til absurde størrelser til deres dages ende, hvis sådan nogle har sådan en. "For sådan går det, når man glemmer både det ene og det andet".

Carsten Islingtons tegninger er karikaturer, der i galskab, grimhed og grinagtighed matcher Rune T. Kiddes stemning fint.

Dette er en skæg fortælling til alle skolens aldre, ikke mindst til de større elever og de voksne som skal have deres Tornerose vækket uigenkaldeligt - til live, eller .?

Men som et post scriptum må jeg føje til, at Kidde fungerer stærkere mundtligt end skriftligt. Det er da okay at sidde og grine for sig selv, men det gør unægtelig et stærkere indtryk, når andre griber en i at grine over utilladelige platheder, eller når man oplever, hvem der ikke er med på galejen.