UFE-tema 2002
Værdier, holdninger, interkulturel undervisning
91 sider, 60 kroner
Bestilles på telefon 3321 8832 og http:/www.ufe.dk
Kontakt og tone
Fortællinger om kulturmøder
Netværksgruppen, Interkulturel Kompetence
Udgivet af Ulandsorganisationen Ibis
Nørrebrogade 68 B, 2200 København N
34 sider, gratis mod betaling af porto
Telefon 3535 8788, ibis@ibis.dk
UFE's temanummer indeholder særdeles gode beskrivelser af de elementer, der er nævnt i titlen. Her finder praktikere og teoretikere fælles fodslag i diskussioner om emner, det kan være vanskeligt at få hold på og anvende i undervisningen.
Artiklerne er alle velskrevne og vedkommende for lærere, der beskæftiger sig med tosprogede elever. Her sættes fokus på demokratiforståelse, religionsforståelse og kulturforståelse som nødvendige forudsætninger i et multikulturelt samfund og skole.
Det fremhæves, at forudsætningen for at forstå disse begreber skabes via gensidig dialog i forældresamarbejdet. Pointen er at møde de tosprogede som kompetente forældre, der kan føle sig som en del af et aktivt og forpligtende fællesskab. En altid nærværende udfordring er at begribe demokrati som grundlag for værdier og fællesskab. Artiklen om demokratiforståelse forholder sig blandt andet til, at det flerkulturelle samfund er på vej på forskellig vis, for eksempel ved bedre professionel håndtering.
Forståelsen af religioners og kulturers ligheder og forskelle og den betydning, det får i kulturmødet, uddybes på kvalificeret måde. For eksempel med forslag til at ændre navnet kristendomsundervisning til religionsundervisning af hensyn til signalværdien og den dermed følgende fritagelse fra faget. Pointen er at vise religioner som kulturelle systemer og behandle dem med samme loyalitet uden at glemme egen forankring.
De øvrige artikler giver udmærkede forslag til, hvordan man i praksis kan arbejde med værdier og holdninger
Med dygtige fagfolk ved hånden er man således rustet til at tage fat på de brændpunkter, der findes i den flerkulturelle skole.
'Kontakt og tone'
Vil man yderligere rustes, kan denne pjece varmt anbefales. Den fortæller om kulturmøder i praksis.
De ni historier, der alle handler om mødet kulturer imellem, er skrevet af engagerede fagfolk, der kommer fra forskellige steder i uddannelsessystemet, og som alle er dybt involveret i området, både praktisk og teoretisk. De bruger her deres forskellige erfaringer som bilag til debatten i et fælles ønske om bedre at forstå den modstand, der præger den offentlige diskurs.
Historierne, der er godt fortalt, har alle en pointe, der kan bruges som eksempler på kulturmøder i folkeskolen og andre steder, hvor kulturer mødes, og være en støtte for dem, der har ansvaret for, at det flerkulturelle kan føre til fællesskab.
Begge publikationer er illustrerede, har et godt layout og er forsynet med faktaoplysninger og litteraturhenvisninger.
Ellen Widding
Tosprogede
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.