Der er både spænding og overraskelser gemt i historien, som en bedstefar fortæller sin sønnesøn i bogen 'Toro! Toro!' For at trøste sønnesønnen lover bedstefaren at fortælle om det værste, han har gjort som dreng. Dermed begynder beretningen om drengen Antonitas venskab med tyren Paco. Et venskab, der gør, at drengen sætter alt på spil for at redde tyren fra dens skæbne i arenaen. Samtidig er det en historie om begyndelsen af Den spanske Borgerkrig, hvor Antonitas landsby sønderbombes af fascisterne, og han bliver forældre- og næsten familieløs. Hans redningsaktion for tyren betyder nemlig, at han ikke er i landsbyen, da bombeflyene kommer. Derfor overlever han bombardementet som den eneste, tror han i hvert fald.
Bogen er en velskrevet jeg-fortælling. Helt fra den idylliske begyndelse i barndomshjemmet anes en undertone af noget skræmmende, men da idyllen for alvor brydes, er årsagen langt mere skræmmende, end vi troede.
Historien fortæller om tyreopdræt og tyrefægtning. Den tager tillige hul på mange store spørgsmål og rummer rigtig mange samtaleemner: Kærlighed til et dyr, konsekvenser af ens handlinger, forholdet mellem søskende, krigens gru, flygtninges vilkår, døden, borgerkrig og så videre.
Bogen vil kunne anvendes som frilæsning og også være en fin oplæsning/samtalebog for 8-12-årige. Der er gode sort-hvide illustrationer og typografien er læservenlig til målgruppen.
Toro! Toro!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.