Afgørelsen faldt efter halvanden times eksamination, hvor Bertel Haarder blandt andet skulle svare på faktuelle spørgsmål om Søren Kierkegaard, solvognen og antallet af regenter siden grundloven fra 1849.
Karakteren 12 svarer til den fremragende præstation. Egentlig skulle Bertel Haarder kun have haft 10 svarende til den fortrinlige præstation, fordi eksaminationen afslørede enkelte huller i ministerens ellers meget store paratviden. Men da professor Peter Munk Christiansen samme morgen havde hørt i radioen, at 20 procent af de karakterer, der gives, skal opgraderes, fik ministerens sit 12-tal, skriver Fyens Stiftstidende.
Eksamen var en alternativ måde for de studerede på statskundskab at få en debat med en toppolitiker på. Tidligere har Marianne Jelved og Poul Nyrup Rasmussen været til lignende eksaminer, og de fik også topkarakterer.
Eksamination af Bertel Haarder formede sig som en ganske normal eksamen. Først kom han med et indlæg om afgørende begivenheder i dansk politik inden for de sidste 20 år. Han blev også stillet til regnskab for sit syn på det samarbejdende folkestyre, for sin vision for fremtidens skolevæsen, for lærerplaner i folkeskolen og om, hvad Grundtvig ville have ment om læreplaner med begreber som måling, evaluering, akkreditering, auditering og test.
"Jeg tror ikke, han ville have været begejstret. Grundtvig stillede jo krav om, at man beskæftigede sig med det væsentlige", lød det fra Bertel Haarder.
Og så fulgte karaktergivning fra de to censorer, professor Peter Munk Christiansen og studerende Sune Larsen efter et langt og taktfast bifald fra det tætpakkede auditorium.
Det var i øvrigt første gang, et dansk universitet gjorde brug af den ny karakterskala.
Topkarakter til Bertel Haarder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.