Tørnæs tilbage på posten

Den nybagte ministermor Ulla Tørnæs er tilbage på sin pind i Undervisningsministeriet. Det er kun en måned siden, hun fødte datteren Anna Sofie, og dermed slår hun rekorden for ultrakort barselsorlov. Justitsminister Lene Espersen tog hele fem uger. Det skriver B.T. fredag den 8. februar.

Ministeren har datteren med på arbejde samt en ung pige, der skal tage sig af Anna Sofie mellem amningerne, og når Ulla Tørnæs er til møder.

Med den lille ny er familien Tørnæs komplet.

'Vi skal ikke have flere børn. Det har været planen at få tre børn. Både min mand og jeg har to søskende - og det skulle vores børn også have', siger Ulla Tørnæs til B.T.