N. Zahles Seminarium optog 294 ansøgere i 2007, men åbner dørene for mindst 385 nye studerende i det kommende skoleår. Tilsvarende udvider Frederiksberg Seminarium fra 243 til 308.
"Undervisningsministeriet styrer os på mindste millimeter, så hidtil har vi været dimensioneret til 230 studerende. Men i foråret lykkedes det mig at overbevise ministeriet om, at vi skal have lov til at optage 308. Vi skal op i den størrelse for at kunne udbyde alle linjefag", siger rektor Thøger Johnsen fra læreruddannelsen på Frederiksberg, der indgår i Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden.
Alle kvalificerede bliver optaget
Zahle er en del af Den Pædagogiske Professionshøjskole i Region Hovedstaden, som også rummer Københavns Dag- og Aftenseminarium i Skovlunde og Blaagaard Seminarium i Søborg. Professionshøjskolen har besluttet at udvide antallet af pladser på Zahle.
"Det fremgår af vores informationsmateriale, at alle kvalificerede førsteprioritetsansøgere ville blive optaget på Zahle, for vi vil ikke forhindre folk i at gå i gang med læreruddannelsen, fordi de ikke kan komme til at læse der, hvor de gerne vil. Det har sikkert fået mange til at søge seminariet, som har en god beliggenhed", siger Henrik Pedersen, der er direktør for grunduddannelse på Den Pædagogiske Professionshøjskole i Region Hovedstaden.
Nedgang i samlede antal ansøgere
I 2007 fik professionshøjskolen 707 ansøgninger i alt. I år er tallet faldet til 679, så umiddelbart har de to andre uddannelsessteder 'betalt' for en del af fremgangen på Zahle. Samlet er der dog tale om en minimal tilbagegang.
"Vi kender først det reelle optagelsestal omkring 1. oktober. Der er altid nogle, der ombestemmer sig, så der sker et vist efteroptag. Men vi kan ikke udelukke, at nogle har undladt at søge ind på læreruddannelsen i Skovlunde, fordi vi flytter den til Blaagaard i Søborg med virkning fra august 2009. Nogle synes ikke, det er optimalt at skifte uddannelsessted undervejs i studiet, men vi tror på, at vi styrker læreruddannelsen ved at samle den", siger Henrik Pedersen.
Rektor er dybt bekymret for fremtiden
Også Thøger Johnsen på Frederiksberg har nedgang i det samlede antal ansøgninger, fra 887 i 2007 til 708 i år.
"Det er deprimerende. For fem-seks år siden fik vi op mod 1.700 ansøgninger, men lærerjobbet har fået renomme som et utaknemmeligt job. Både politikere og befolkning skælder ud på folkeskolen, men forældrene ude i skolen har dyb respekt for lærernes arbejde. Der er et enormt misforhold, som det ikke er lykkedes nogen at banke på plads", siger rektoren.
Det betyder også noget, at Danmark har højkonjunktur, så mange unge scorer sig et relativt velbetalt job uden at have en uddannelse.
"I en tid med fuld beskæftigelse vurderes uddannelse og udsigt til et fast job ikke så højt som tidligere. Jeg er dybt bekymret for fremtiden, for jeg kan ikke se, hvordan vi skal skaffe lærere nok. I modsætning til hospitalerne kan skoler ikke importere arbejdskraft fra Tyskland og Polen. Man skal beherske det danske sprog for at kunne undervise i folkeskolen", siger Thøger Johnsen.
Læreruddannelserne i Haslev, Odense og Århus holder skansen med samme optagelsestal som i 2007.
Så mange optager seminarierne
Ifølge Den Koordinerede Tilmelding ser optagelsestallet (kvote 1 og 2) således ud for det enkelte uddannelsessted med antal optagede i 2007 i parentes:
Den pædagogiske professionshøjskole i Region Hovedstaden:
København (Zahle): 385 (294)
Skovlunde (KDAS), dag: 75 (132)
Skovlunde (KDAS), aften: 56 (60)
Skovlunde (KDAS), Rønne: 26 (13)
Søborg (Blaagaard): 137 (208)
Den flerfaglige professionshøjskole i RegionHovedstaden:
Frederiksberg: 298 (243)
Professionshøjskolen Sjælland University College:
Holbæk: 86 (100)
Haslev: 59 (57)
Vordingborg: 76 (107)
Professionshøjskolen Lillebælt University College:
Odense: 198 (201)
Skårup: 56 (75)
Jelling: 92 (125)
Professionshøjskolen Syd University College:
Haderslev: 116 (139)
Professionshøjskolen Vest University College:
Ribe: 77 (108)
Professionshøjskolen VIA University College:
Lemvig (Nørre Nissum): 62 (71)
Skive: 65 (91)
Århus: 414 (416)
Silkeborg: 145 (177)
Professionshøjskolen Nord University College:
Aalborg: 172 (206)
Hjørring: 50 (73)
To seminarier kan notere fremgang af tekniske årsager
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.