To lærere samlede over 200 lærerstemmer i åbent brev til regeringen: Vores rolle er altid at række ud over klasselokalet

”Mens skoler og hospitaler i Gaza bliver bombet, spørger vores elever os: ’Hvordan kan det være, at ingen stopper det?’ Det spørgsmål sender vi nu videre til regeringen”.

Sådan lød det i starten af juli i et indlæg i Information underskrevet af 248 navngivne lærere.

I indlægget opfordrer de SVM-regeringen til at tage meget tydeligere afstand fra Israels krigshandlinger i Gaza, og til at Danmark stopper al våbenhandel og militært samarbejde med Israel.

Det er de to lærere Martine Hjejle og Nellie Ebrahimi, som til daglig arbejder på Sankt Ansgars Skole på Nørrebro i København, som står bag initiativet til indlægget.

Folkeskolen har talt med dem om, hvorfor de mener, at der er brug for lærernes stemme i debatten.  

Hvordan kom I på ideen til at samle lærere til et fælles opråb om situationen i Gaza?

”Vi ville gerne bruge vores stemme som samlet lærergruppe til at udtrykke en fælles bekymring over den humanitære katastrofe på grund af Israels manglende respekt for folkeretten, men også over de dilemmaer og følelser konflikten vækker herhjemme”. 

”Så da vi så, at 210 danske forfattere havde skrevet et lignende brev, tænkte vi, at vi også måtte kunne finde mindst det samme antal lærere, som er frustreret over regeringens manglende afstandtagen til Israels bombning af Gaza”. 

”Vores mission var at gøre opmærksom på de grusomheder, som Israel udsætter palæstinenserne for, ikke kun i Gaza men også på Vestbredden, og vise at lærerne kræver handling fra vores regering.” 

Mener I, at det er en læreropgave at råbe op om en konflikt, der er langt fra Danmarks grænser?

”Vi mener, at det er helt naturligt som lærere at råbe op, når 50.000 børn bliver dræbt eller såret, som vi har set det i Gaza.” 

”Vi mener også, at lærernes rolle altid er at række ud over klasselokalet. Når en konflikt påvirker vores elevers verdensbillede, bliver det en del af vores ansvar at forholde os til det. Vi ser det ikke som politik, men som en pædagogik og menneskelig forpligtelse at tale om retfærdighed, menneskerettigheder og solidaritet.” 

”Og for at citere en af vores afgangselever ved sommerens dimission: ‘Under et folkemord er hver dag en protestdag'”. 

Hvordan oplever I, at det er en konflikt, som jeres elever går op i?

”Mange af vores elever følger konflikten, især på de sociale medier, hvor de ser de forfærdelige billeder og videoer af børn på deres alder, som er hårdt såret. Nogle af eleverne har også været til demonstrationer i solidaritet med palæstinenserne. De stiller spørgsmål og leder efter voksne, som tør tage samtalen med dem. Vi har også flere elever, som har undret sig over, at vi viste solidaritet med Ukraine, men ikke måtte diskutere Palæstina til skolevalget.” 

Hvordan har I samlet de mange underskrifter?

”Vi skrev et opslag på Facebook og Instagram, som vi delte i forskellige lærergrupper på Facebook. Vi taggede også folk med større platforme og bad dem dele vores opslag. Derefter begyndte folk at række ud til os og loggede løbende deres oplysninger. Det tog omkring halvanden uge at nå vores mål på 210 underskrifter.” 

Hvad har I fået af reaktioner på underskriftindsamlingen?

”Vi har kun fået positive tilbagemeldinger. Mange har takket os for at gøre noget. Det virker til, at det ikke kun er blandt lærere, der er en følelse af afmagt over situationen.”