Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

To lærere indstillet til afsked efter kritik af deres skoleleder

To lærere fra 10. klasseskolen i Hillerød var enige i, at to elever skulle sendes hjem fra en studietur til Berlin før tid. Men de protesterede mod skolelederens beslutning om at sende drengene hjem om natten. Nu er lærerne indstillet til afsked.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
2. november 2010, kl. 12:17

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

På turens næstsidste dag forbrød drengene sig mod alkoholforbuddet, da hele skolen var i Berlin i ugen op til efterårsferien. Som på tidligere ture kunne hjemsendelsen være sket næste dags morgen med en direkte langtursbus, men skolen har fået ny ledelse, og skolelederen insisterede på, at drengene skulle sendes hjem samme dag.

Ekstra Bladet

Ifølge Ekstra Bladet førte det til en 22 timer lang togrejse, blandt andet fordi eleverne måtte tilbringe seks en halv time om natten på en iskold banegård i Neumünster nord for Hamborg, før de kunne fortsætte rejsen.

"De to lærere var kontaktlærere for eleverne, og de var enige i, at drengene skulle sendes hjem. Men de prøvede to gange at overbevise ledelsen om, at det var uansvarligt at sende dem hjem med det samme. Da det ikke nyttede, rettede de ind, fulgte drengene til toget og ringede hjem til forældrene", siger kredsformand Berit Ploug Halskov fra Hillerød Lærerkreds til folkeskolen.dk.

Skolens lærere er rystede

Alligevel blev de to lærere, hvoraf den ene er tillidsrepræsentant, kaldt til tjenstlige samtale på rådhuset onsdag i sidste uge. Her blev de fritaget for tjeneste og fik at vide, at der bliver indledt en afskedigelsessag mod dem.

"Vi er rystede og kan slet ikke fatte, at kommunen griber til afskedigelse med hjemsendelserne i Berlin som den udløsende årsag. Det kommer fuldstændig bag på os, at kommunen trækker det kort. Lærerne på skolen er dybt ulykkelige og kan ikke forstå det. Alle er tabere, både lærere, elever, forældre og også ledelsen", siger Berit Ploug Halskov.

10. klasseskolen i Hillerød er kendt i byen som en pædagogisk spydspids, og ifølge kredsformanden har det været lige før, politikerne syntes, at for mange elever valgte at gå i 10. klasse. Men det har haltet med samarbejdet, efter at skolen fik ny leder for et par år siden.

"Alle vil den skole, men et eller andet er gået skævt mellem ledelse og medarbejdere. Vi vil indstille til kommunen, at den finder konsulenter til at hjælpe skolen videre", siger Berit Ploug Halskov og opfordrer samtidig alle skoler i kommunen til at diskutere, hvilke retningslinjer elever sendes hjem efter, så rammerne er kendte for alle.

"I Berlin oplevede lærerne fra 10. klasseskolen pludselig en ny praksis. De to kontaktlærere prøvede at argumentere for, at ledelsen skulle træffe en anden beslutning, og det synes vi er i orden. Da det ikke lykkedes, rettede de som sagt ind", understreger kredsformanden.

Lederen er sygemeldt

Lederen af 10. klasseskolen er sygemeldt, men når han er raskmeldt, skal han skrive en redegørelse til formanden for skolebestyrelsen, Ken Rosenvinge.

"Havde det været mig, ville jeg have ventet med at sende drengene hjem med bussen næste morgen", siger Ken Rosenvinge til Ekstra Bladet.

Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S), vil ikke kommentere fyringssagen mod de to lærere fra 10. klasseskolen, men siger, at den orientering, hun har fået, er en anden end den, Ekstra Bladet har gravet frem, og som bliver bekræftet af Berit Ploug Halskov.

"Selve den lange togrejse har selvfølgelig været en uhyggelig oplevelse for de to drenge. Jeg har tillid til, at dét forløb vil blive vurderet på skolen, og at man vil lære af det", siger borgmesteren til avisen.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

To lærere indstillet til afsked efter kritik af deres skoleleder

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS