To lærere beordret på arbejde

De er raske og arbejdsduelige, siger Helbredsnævnet efter endt undersøgelse af sagen om det odenseanske lærerpar, der nægtede at undervise tre muslimske piger, der bar tørklæder. Da både skoleleder og skolerådmanden sagde, at de skulle undervise pigerne, meldte lærerne sig langvarigt syge for otte måneder siden. Men nu går den ikke længere, siger kommunen.

Mandag morgen mødte de to lærere op på skolen til et møde med skoleleder Ryman Rasmussen. Skolelederen ønsker ikke over for Folkeskolen at svare på, om de somaliske piger vil beholde deres tørklæder på eller ej, hvis de to lærere skal undervise dem igen. Tillidsrepræsentant Vibeke Alrø siger, at skolens lærere ikke ved, hvad de to lærere vil blive sat til. Der ligger ikke umiddelbart noget skema til dem, og lærerne forventer ikke, at de to lærere vender tilbage til skolen.