Ifølge en KL-undersøgelse af lærernes arbejdstid fra foråret 2010 underviser lærerne i gennemsnit knap 22 timer om ugen. Tina Nedergaard så gerne, at de kom til at undervise mere. Lærernes arbejdstidsaftale åbner for, at en lærer kan undervise op til 25,5 timer om ugen.
"Jeg er lidt gammeldags. Jeg tror på, at det er godt, at børnene er sammen med lærerne. Jeg tror, det er der, de udvikler sig allermest. Og for de kommuner, hvor undervisningsgraden er allerstørst, der har vi gode eksempler på, at det kan lade sig gøre", sagde Tina Nedergaard i Tv-avisen kl. 21 i går.
Formand for DLF Anders Bondo Christensens svar var, at så bør man interessere sig for de opgaver, lærerne varetager, som ikke er undervisning.
"Er det nogle opgaver, vi vil undvære, eller er det nogle vigtige opgaver for at lave en god skole?", spurgte han - og gav som eksempel en læsevejleder, der bruger en stor del af sin arbejdstid på at vejlede andre lærere og derfor ikke selv har så ret mange timer foran eleverne.
"Det, der trækker gennemsnittet ned, er dem, der har funktioner, som jeg synes er meget vigtige for den danske folkeskole", lød det fra Anders Bondo.
Tina Nedergaard vil have lærerne til at undervise mere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.