På baggrund af læserbreve og henvendelser til foreningen gives hermed en kort orientering om tillæg for specialundervisning.
Der gives tillæg for 2 former for specialundervisning:
tillæg for varetagelse af vidtgående specialundervisning og
tillæg for specialundervisning i særlige klasser eller andre enheder svarende til klasser.
Lønaftalens § 5, stk. 7
Der gives et tillæg på 26,03 kr. pr. times undervisning af elever, der er visiteret efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. Visiteringen af elever til vidtgående specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, er imidlertid ændret pr. 1. august 2000 som følge af en ændring af folkeskoleloven d. 26. maj 2000. Ændringen betyder, at kommunerne har fået retten til at visitere til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved amtsrådets foranstaltning, jf. § 20, stk. 2. Samtidig er det kommunale takstbeløb blevet hævet fra 59.500 kr. årligt til 161.250 kr. årligt pr. elev.
Det betyder - alt andet lige - at det først kan betale sig økonomisk for en kommune at visitere en elev til § 20. 2-undervisning, hvis merudgifterne til den vidtgående specialundervisning overstiger 161.250 kroner.
Foreningen er orienteret om, at nogle kommuner med et pennestrøg har ændret visiteringen af elever efter § 20, stk. 2, til visitering efter § 20, stk. 1, hvilket efter lønaftalen ikke udløser tillæg. Det er foreningen selvfølgelig stærkt utilfreds med, og sagen har været drøftet på et møde med Kommunernes Landsforening, hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra KL og foreningen, som skal se på de lønmæssige konsekvenser af lovændringen.
Lønaftalens § 5, stk. 6
Det andet tillæg, som er på 19,08 kr., gives for varetagelse af specialundervisning i særlige klasser. I den tidligere arbejdstidsaftale blev der medregnet 15 minutters ekstra F-tid til lærere, der varetog specialundervisning i særlige klasser. Denne ekstra F-tid blev ved OK 99-forhandlingerne omvekslet dels til finansieringen af omklassificeringen, dels til et nyt tillæg på 19,08 kr. pr. time for varetagelse af specialundervisning i særlige klasser. Dette tillæg kan efter lokalaftale veksles tilbage til 'ekstra individuel tid'.
Tillæg for specialundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.