Anmeldelse

Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor Egen Nytte

- pietistiske og kameralistiske idéer bag fremvæksten af en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet

I 1991 erhvervede Ingrid Markussen den filosofiske doktorgrad med sin afhandling 'Til Skaberens Ære, Statens Tjeneste og Vor Egen Nytte - pietistiske og kameralistiske idéer bag fremvæksten af en offentlig skole i landdistrikterne i 1700-tallet'.

Afhandlingens længde levede op til dens titel. Nu foreligger den i en slags folkeudgave, hvor de oprindelige 620 sider er kogt ned til 340; men nogen letvægter er den stadig ikke, hverken i bogstavelig eller overført forstand.

Med udgangspunkt i 1730'ernes konfirmations- og skoleforordninger diskuterer forfatteren detaljeret og indgående, hvordan den pietistisk funderede barneskole blev ændret under påvirkning af det åndelige og politiske klima i århundredets anden halvdel. Hun påviser, at den væsentligste indflydelse var den herskende kameralisme - det overbegreb, som ifølge Ingrid Markussen forener merkantilismens tanker om centralstyring og statsøkonomi med fysiokraternes opfattelse af landbruget som det samfundsbærende element og naturrettens fornuftsbaserede etik og menneskesyn.

Hendes sagprosa er behageligt fri for akademisk jargon. Uden direkte at popularisere, giver hun den idé- og skolehistorisk interesserede læser en letflydende indføring i en side af en fængslende epoke i nyere dansk historie. Til læsere af Jyllands-Posten og andre, som vil vide mere, har hun en litteraturliste på 46 sider. Det skulle række.