Det er muligt, at "Tigre & tatoveringer" fungerer som film, men som billedbog drukner den sin egen fabel i ligegyldige sidehandlinger og kønsløse formuleringer.
Maj har ingen forældre og bor derfor hos sin onkel Sonny, der er tatovør. Han er aldeles uden for pædagogisk rækkevidde og selv klar over det, så han lover konstant sin niece, at han nok skal finde en ordentlig familie til hende. Og hun er holdt op med at tro på ham.
En dag kommer Maj til at pynte en sovende rocker på ryggen med en tatovørpen, og frygten for, hvordan kunden vil modtage billedet af mariehøneprinsessen, sender Sonny og Maj af sted på den længe ventede rejse for at finde hende et hjem.
Det er netop denne rejse, der leverer dødsstødet til en fortælling, der egentlig rummer muligheder. For det hele handler selvfølgelig om, at Sonny skal få taget sig sammen til at forklare Maj, at han ikke finder nogen familie til hende, fordi han ikke kan undvære hende. At hun allerede har et hjem, der ganske vist ikke er korrekt, men hjertevarmt. Men den charmerende pointe glemmer både store og små i en kedelig alfeaffære og et uvedkommende cirkusunivers.
Bogen er mindst 20 sider for lang(!) og ville have haft godt af en redaktionel opstrammer - både hvad angår det sludrende sprog, den forstrukne fabel og billedsiden, der aldrig når længere end til den illustrerende funktion. Det bedste ved bogen er faktisk de medfølgende tatoveringer, der vil pynte på enhver indskolingsarm. Fra seks år.
Tigre & tatoveringer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.