Tidsånden og pædagogikken

50 år med Dansk pædagogisk Tidsskrift Faglighed. Det er da et dejligt ord. Lige så bundsolidt og positivt som skolemælk, sparemærker og fornuftigt fodtøj. Ordet er derfor blevet vældigt populært, for hvem vil ikke være en del af et fællesskab, der fremmer noget, der så entydigt er godt? I anledning af tidsskriftets jubilæum og emnets indlysende vigtighed har redaktionen indhentet en række artikler, der tager fat i begrebet med forskellige indfaldsvinkler.

Andy Hargreaves giver os et fint overblik over faglighedsdebatten på globalt plan. Overalt diskuterer man, hvordan større dele af befolkningen kan få del i den økonomiske vækst, der følger med en vidensøkonomi. Det kunne nu se ud, som at dagsordenen for nogle af debattørerne mest handler om, at de gerne vil score gevinsten af flere menneskers bidrag til den der form for økonomi. Overalt presses der på for at få indført pædagogiske mirakelmidler i form af stramt fastlagte læseplaner og mål, og overalt står der et lille mindretal af forskere og praktikere, som advarer mod farerne ved blindt at følge denne udviklingsvej. Artiklen byg­ger på Hargreaves bog, der kommer på dansk i efteråret. Den bliver svær at komme uden om.

Herhjemme følger vi den internationale trend: de, der er valgt på løfter om at sikre gevinster, laver folkeskoleforlig om faste mål, mens de, der livet igennem har beskæftiget sig med, hvad der er sand kvalitet i undervisningen, køres ud på et sidespor, som Per Fibæk Laursen giver udtryk for. Han mener, at velmenende lærere har skudt sig selv i foden ved konsekvent at undvige dokumenteret viden om, hvad der gør undervisning effektiv. Formentlig sker det på grund af en række negative associationer, der fremkaldes af ordet »effektiv«. Denne skræk er falsk, mener han, for forskningsresultaterne viser, at de gode resultater afhænger af en række forhold omkring indholdet af undervisningen og relationen mellem lærere og elever. En vurderende gennemgang af folkeskoleforliget fra november får vi i en artikel af Henrik Windinge, der ser forliget som et led i det borgerligt-liberale samfundsprojekt. Målet er at overføre virksomhedstænkning og ledelsesmetoder fra erhvervslivet til den offentlige sektor. Det er en artikel, jeg vil anbefale alle lærere at læse. Jens Raahauge hører ikke til den selvtilfredse vanetænknings forkæmpere. Han er mand for at tilbagevise undervisningsformer og strukturreformer, der udspringer mere af tidsånd end af kendskab til pædagogik. Han sparker sin skarpe kritik nogenlunde ligeligt ud til begge sider: Både mod dem, der ser mangfoldighed som en uting, der er umulig at styre økonomisk, og mod de lærere og pædagoger, der gennem uudsagt konsensus bedriver det, forfatteren kalder godhedens pædagogik. Den giver en behagelig omgangstone, men bortforklarer også, at børnene ikke rigtig lærer noget. Lærerne må ændre skolens kultur, så den optræder som en læringsinstitution og ikke som et aktiveringsprojekt, mener Raahauge.

Nu har jeg brugt al pladsen uden at få nævnt Hans Jørgen Kristensens og Vagn Oluf Nielsens glimrende artikler om faglighedsbegrebet samt Finn Helds gennemprygling af den sprogbrug, der sniger sig ind ad alle sprækker, når nyliberalismens budskab skal udbredes til skolefolk og beslutningstagere. Men de tre artikler hører med til en god begrundelse for at se at få fat i dette uundværlige temanummer.