Tidlig indsats ved omsorgssvigt

Undladelsessynder kan ofte være værre end de fejltrin, man kan begå som lærer eller pædagog. En ny bog konkluderer, at det er en blanding af mangel på tid, berøringsangst og ingen tro på, at det nytter, som er skyld i, at de professionelle omsorgspersoner underretter alt for lidt. Der er stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt der underrettes om, fra institution til institution, desuden er det sjældent de mindste børn, der underrettes om. Og når der så underrettes, kan det være, at tingene har udviklet sig så meget, at omsorgssvigtet er blevet så stort, at skaden nærmest er uoprettelig.

Det er barskt at læse om børn, der har det dårligt, men det gør endnu mere ondt at læse om omsorgspersoner, der ikke vil underrette, fordi de er bange for ubehageligheder i form af vrede forældre, overarbejde eller mangel på tro på, at der er nogen højere oppe i systemet, der vil tage underretningen alvorligt.

Bogen henvender sig til omsorgspersoner, der i deres arbejde er omfattet af den skærpede underretningspligt i forhold til udsatte børn og unge. Det er en praktisk brugs- og opslagsbog, som jeg selv gerne ville have haft, inden jeg kom ud at arbejde på en skole, hvor der var mange børn, der mistrivedes.

Tidlig indsats handler ikke kun om her og nu i institutionerne, men i lige så høj grad om, at emnet kommer ind på seminarierne, så de studerende får den nødvendige faglige viden og cases til at kunne genkende en situation, når de ser den i det virkelige liv. Ellers sker der bare ikke så meget. En meget vigtig bog, der er godt og enkelt skrevet, og som er meget nem at slå op i.