Regnen er faldet, og sneen fyger nu for alvor hen over staveundervisningen. Ydmyge skolebørns fortvivlede forsøg på at undgå et 'd' i gjort har gennem generationer været et grundelement i skolens hverdag. Den store dansklærers pædagogiske dressur med den røde kuglepen står til nedfrysning i de almindelige klimaændringer i skolens undervisning. Vejrudsigten lyder nu på respekt for børns forskellige forudsætninger og tempo i udvikling. Foråret er på vej!
'Tid til stavning' er tidens tegn på, at staveundervisningens terperi kan afløses af en undervisning, der bygger på viden om sprog og børns udvikling. Materialet omfatter klassetrinnene 3. til 6. klasse, de her anmeldte henvender sig til 5. og 6. klasse. En stavefejl er ikke blot en stavefejl, fokus er lagt på staveprocessen. En stavefejl kan derfor inden for elevens aktuelle tænkemåde være et kvalificeret bud på et ords stavning. Elevhæfterne er opbygget med en såkaldt cirkulær progression, det vil sige mens kompleksiteten i arbejdet øges, vendes der til stadighed tilbage til de tidligere problemområder.
Forfatterne opstiller et mål for staveundervisningen, der er fælles for alle elever: 'Beherskelse af retskrivningen'. 'Men vejen dertil er afhængig af, at læreren udnytter det komplekse samspil mellem elevernes psyke, lærerens pædagogik, sprogets struktur og kulturen i dansktimerne'. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt dansklæreren reelt er klædt på til foråret? Et undervisningsmateriale varmer kun i en levende undervisning, hvor det faktisk bliver anvendt med sine forudsætninger i behold.
Med 'Tid til stavning' har skolerne og dansklærerne til en overkommelig pris fået et yderst velegnet og kompetent elevmateriale med en instruktiv lærervejledning til rådighed. Brug det, og lad det ikke kun falde drypvis på eleverne!
Tid til stavning / Regn falder / Sne fyger / Lærervejledning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.