Thirteen

På Buster-festivalen i år har ungdomsjuryen netop kåret filmen som bedste ungdomsfilm. Den er rørende og rammer én dybt i hjertet, er argumenterne. Den bygger på velkendte følelsesmæssige problemer, og så er filmen skrevet på baggrund af Evies egne oplevelser, hvilket gør filmen endnu mere tankevækkende.

Filmen er et barsk, men udmærket alternativ til de amerikanske ungdomsglansbilledserier, som kører på de fleste tv-kanaler, og som unge i deres fritid er storforbrugere af. I Tracys familie findes langtfra nogen glatpoleret overflade, og det er befriende, at der ikke er lagt fingre imellem i skildringen af en familie i opløsning.

Tracys mor er ladt alene med to pubertetsbørn. Børnenes far er til stede som en telefonsamtale en sjælden gang imellem. Morens nye kæreste, som, i filmens begyndelse, vender tilbage til familien under de store børns protester, skildres som en jointrygende lemmedasker, der ikke formår at støtte moren i hendes kamp for at holde skuden oven vande. Og helt galt går det i familien, da Tracy, i løbet af filmen, forvandler sig fra at være en sød og kvik teenager til en grænsesøgende, destruktiv stofmisbruger og det takket være Evie, skolens mest populære pige. Evie oplærer nemlig Tracy i sex, stoffer, vold, spisevægring, og det bliver Tracys skæbne.

Filmen går tæt på i sine close-up-scener, hvor for eksempel Tracy synker sammen på badeværelsesgulvet og skærer i sine underarme med en neglesaks. Eller nærbilleder af morens grimme negle, som er ødelagte af hårfarvningspræparater, fordi moren ernærer sin familie som hjemmefrisør med hårfarvning i køkkenvasken, hen over opvasken.

»Thirteen« berører nogle vanskelige problematikker omkring opvækst og teenageliv i resursesvage familier. Tematisk kredser filmen på alle måder omkring grænser, et begreb, man som klasselærer i 8., 9. og 10. klasse ikke kommer uden om at sætte på dagsordenen.