Karakterer er et uperfekt værktøj, men det er det bedste værktøj, vi har.
Det var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) budskab på presseseancen om regeringens forslag til en ny karakterskala.
”Jeg mener, at karakterer giver grundlag for et mere socialt retfærdigt uddannelsessystem end alternativet, hvor familiebaggrund, personlige forbindelser eller bankkontoen sorterer, hvem der får adgang til uddannelserne,” sagde ministeren.
Beløn succeser frem for at finde fejl
Regeringen lægger op til, at tilgangen til karaktergivningen skal være markant anderledes i fremtiden.
Den nuværende 7-trinsskala er blevet kritiseret for at fokusere på antallet af fejl fremfor at tælle elevens succeser, når karakteren skal fastsættes. Det har efter mange læreres opfattelse gjort elever nervøse for at tage ordet af frygt for at blive straffet karaktermæssigt.
”Vi foreslår en ændring af trinbeskrivelserne, sådan at vi i mindre grad straffer fejl og i højere grad belønner det, eleven eller den studerende er lykkes med,” sagde Mattias Tesfaye.
”Skolen skal være et sted, hvor man glæder sig til at lære noget - ikke et sted, hvor man skal være bange for at lave fejl.”
Læs også
Ifølge ministeren er der opstået en nulfejlskultur i hele uddannelsessystemet, som skader både trivslen og muligheden for at gennemføre spændende undervisning.
”Det svarer i øvrigt heller ikke til virkeligheden på en moderne arbejdsplads, hvor vi belønner medarbejdere, som tør være nysgerrige og engagerede.”
En mere social retfærdig skala
7-trinsskalaen er også ofte blevet kritiseret for de store hop midt på skalaen, som gør det svært for lærerne at honorere karaktermæssigt, hvis en elev har gjort små fremskridt.
Skalaens struktur betyder også, at der skabes større afstand mellem top og bund, og op til halvdelen af karaktergabet mellem for eksempel drenge og piger ville forsvinde, hvis der ikke var den afstand mellem tallene, som der er, har en analyse fra Dansk Erhverv vist.
Håbet er, at den foreslåede skala vil mindske den afstand. Om det er tilfældet, er dog ikke sikkert.
”Vi har ikke lavet de endelige beregninger på, hvordan det vil slå igennem.”
Læs også
Karaktertilføjelse er til "fremtidens stjerner"
Regeringens forslag lægger sig tæt op ad et af de forslag, som en ekspertgruppe kom med for fem år siden, men der er to forskelle:
Der er, som i dag, to dumpekarakterer i stedet for én, som ekspertgruppen foreslog. Og så kan man få karakteren 12* for det helt særligt gode.
Læs også
Dumpekarakterne i forslaget er 00 og 01. Grunden til at have 01 som dumpekarakter-nummer-to er at give læreren mulighed for at signalere til eleven, at ’du er der næsten’, hvilket gerne skulle motivere eleven til at gøre en ekstra indsats for at komme helt i mål.
12* skal forstås som et klap på skulderen til "fremtidens stjerner", som minister for by, land og kirke Morten Dahlin (V) udtrykte det på pressemødet.
Men når gennemsnittet skal beregnes, tæller 12 og 12* lige meget.
God tid til implementering
Planen er nu, at en ny karakterskala først skal tages i brug på landets gymnasieuddannelser i 2030. Først året efter skal den så indføres i folkeskolen.
Det er den tid, regeringen mener, der er nødvendig for at lave trinbeskrivelser, få it-systemer på plads og få uddannet lærere og andre undervisere til de nye karakterer.
”Vi er åbne overfor en hurtigere implementering, hvis det er muligt. Det skal bare ske på en måde, så de mennesker, der skal bruge skalaen, er uddannet til det,” understregede Mattias Tesfaye.
Tesfaye: De nye karakterer skal belønne mere og straffe mindre
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.