'Tegneserien' er et redigeringsprogram til fremstilling af tegneserier ud fra skabeloner. En side består af fire billeder, hvor brugeren kan vælge mellem 42 baggrunde (herunder neutral i valgfri farve) og 330 figurer (drenge, piger, voksne, dyr, planter/træer og ting). Der kan placeres tale- eller tænkebobler, hvori tekst frit kan skrives. Man kan ikke selv producere figurer eller baggrundstegninger.
Det kan lyde lidt stift og er det også ud fra et billedkunstsynspunkt. Men formen virker faktisk stærkt kreativitetsfremmende. Figurer og bobler kan flyttes, forstørres, formindskes og drejes. Og de kan lægges i lag. Man kan ikke skrive så meget i boblerne, men det styrker kun den sproglige prægnans. Der hører 40 færdige tegneserier til, men uden tekst. Man kan ogsååbne fire færdige serier, der kan ændres både med hensyn til tekst og billedelementer. Endelig kan brugeren selv lave sine serier med brug af ovennævnte elementer.
De producerede serier kan udskrives og bearbejdes som enkeltbilleder og/eller anvendes i andre programmer; men de kan desværre ikke flyttes tilbage til 'Tegneserien' i bearbejdet form. Man kan heller ikke producere supplerende figurer eller baggrunde.
Programmet har flere anvendelsesmuligheder i dansk. Man kan arbejde med komposition, synsvinkelforhold og pointer. Man kan skabe et nyt betydningsrum ved at blande figurer/baggrunde fra forskellige områder sammen: Hvilken dialog udløser det? Men man kommer ikke langt med 'Tegneserien' som medium, dertil er mulighederne trods alt for begrænsede. Selv om programmet på grund af situationer og tegningerne er rettet mod mellemtrinnet, så lur mig, om en 8. klasse ikke vil synes, det er skægt at arbejde med.
Tegneserien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.