Af Lotte Kjærup
Rollehæfte til fri kopiering på den enkelte skole/institution
45 sider, 236 kroner eksklusive moms
Bogforlaget Her&Nu
Kan købes gennem boghandlere eller hos forlaget på telefon 3810 5484
'Jeg har bedt jer læse de 3 første afsnit bogen 'Drik nu ordentligt!' Jeg er spændt på, hvad I synes om den. Er der nogen, der vil starte?'
Det er fredag i sidste time. Læreren forsøger at få sine elever til at forholde sig til et materiale om alkohol. Men der skal være fest hos Malene, klassens førende pige, samme aften.
Sideløbende med den egentlige handling får vi indblik i hovedpersonernes tanker. Alle har de skjulte tanker, drømme og hensigter i forbindelse med aftenens fest. Allerede i indledningen 'Sangen om Malene' antydes festens udfald.
Og vi skuffes ikke; dydsmønstret Jeanette må køres hjem eller måske til udpumpning, Jonas bliver kæreste med Tina, klassens tykke klovn drikker sig som sædvanlig for fuld til at få kontakt til Julie, og den seje Malene er ikke så sej og hårdkogt efter sin ønskede seksuelle debut med gymnasieeleven Morten.
Aftenen og dermed stykket rundes af med moralen: Vær dig selv.
Teaterstykket eller musicalen er en dramatisering af bogen 'Festen hos Malene', der er skrevet af Jens-Emil Nielsen. Bogen behøver ifølge forordet ikke bruges i arbejdet med stykket.
De ni scener har en god spændingsopbygning med anslaget i indledningen, ligesom de seks hovedpersoners tanker udtrykt i monologer bygger en nysgerrighed op til udfaldet af aftenens fest. Det er en god ide at veksle mellem dialog, monolog og sang. Scenisk er stykket enkelt og let at realisere.
Alligevel føler jeg mig hensat til halvfjerdserne og alle de belærende ungdomsstykker, der blev skrevet i ungdommens sprog af velmenende og solidariske lærere i et forsøg på at afdække alle maskerne og få de unge til at indse, at de ikke behøver at bedøve sig selv.
Også her er sproget ungt, og teksten rummer helt tidsaktuelle hentydninger og slang. Jeg synes, det er problematisk med mange bandeord i en offentlig forestilling. Det er for lette point, som man som voksen og opdrager indirekte accepterer. Men det er en smagssag.
Jeg vil anbefale, at man bruger materialet som skabelon for et selvskrevet stykke. Tit er det svært at kopiere virkeligheden direkte, fordi det aldrig er helt rigtigt for netop den gruppe børn. Som led i undervisning om alkohol og gruppedynamik er det også anvendeligt. Det er ømtålelige emner, som det under alle omstændigheder er sårbart at stå frem med som en forestilling.
Stykket varer ca. 1 time. Der er seks store roller og otte mindre roller til en klasse i overbygningen.
Marie Thodberg
Teater
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.