Erik den Røde søgte at brande sit nyopdagede land ved at kalde det Grønland. Dette navn skulle kunne trække folk til. Siden har dette brand været under nedbrydning, så vores forestillinger i dag er iklædt igloer, isbjørne og kajakker eller druk, incest og hjemmestyrecentralisme.
Men så kommer bogen, der anfægter vore vante forestillinger. En fotobog, der beretter om haver i Grønland.
Vi ser grønne planter, grøntsager, små træer og blomster, der skyder op og kæmper med de stærkt kolorerede huse om at tiltrække sig opmærksomheden. Og vi ser de stolte udfordrere af naturen, de mennesker, som har fremdrevet planterne. De står på mange af billederne i positur og udstråler den samme glæde og stolthed som den, der kommer hjem med fangst.
Der er frodige haver, drivhuse og udestuer fra Quqortoq i det sydligste Grønland til Ilulissat på den kæmpestore øs midte, ja, på disse nordlige breddegrader ser vi mandshøje solsikker.
Tamaviaartumik betyder passion, og går øjet på jagt i bogens frodige billeder, åbenbarer der sig dels denne frodighedens sejr, dels et mylder af de passioneredes skilten med passionen gennem udformningen af stakitter, gærder, bede og skilte og som nævnt gennem naturbetvingernes attituder.
Bogen, der har et kyndigt og perspektiverende teksthæfte af Camilla Kragelund, er både et kærligt kulturstudium og en tankevækkende fordomsnedbryder for alle, der skal beskæftige sig med Grønland.
Tamaviaartumik (passion)
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.