Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Takstfinansieret specialundervisningscenter bukker under for faldende efterspørgsel

Til nytår lukker specialundervisningscentret Svika i Gladsaxe. Det indstiller økonomiudvalget til byrådet. Kommunen kan ikke få centrets økonomi til at hænge sammen, efter at kommunerne i Region Hovedstaden er gået over til takstfinansiering.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
1. juni 2010, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Gladsaxe Kommune overtog Svika fra Københavns Amt i 2007. Det første år betalte brugerkommunerne et fast beløb til centret, men siden de i 2008 gik over til takstfinansiering, har centrets budget været bestemt af udbud og efterspørgsel.

Økonomiudvalgets indstilling om nedlæggelse afSvika

Det har betydet, at Svikas salg af undervisning er faldet fra 26,6 millioner kroner i 2007 til 9,6 millioner i år. De svarer til et fald på lige knap 64 procent. Kommunen har forsøgt sig med flere redningsplaner og har også prøvet at afsætte centret til Region Hovedstaden, der dog ikke ønskede at overtage et tilbud i økonomisk ubalance.

Nu ser et markant flertal i økonomiudvalget ikke anden udvej end at nedlægge Svika med udgangen af 2010.

"Vi er selvfølgelig utrolig kede af at skulle lukke Svika, men vi kan ikke længere forsvare at holde et tilbud som Svika kørende med underskud, når der findes andre gode specialundervisningstilbud til voksne, som kommunerne kan benytte i stedet for", siger formanden for forebyggelses-, sundheds- og handicapudvalget Susanne Palsig fra SF til kommunens hjemmeside.

Tilbuddet er til den aktive borger

I 2007 havde Svika 40 ansatte, hvoraf 35 var lærere. I dag er der kun ni lærere tilbage. Svikas endeligt skyldes en kombination af strukturreformen og en holdningsændring ude i kommunerne, mener deres tillidsrepræsentant Maja Bøllingtoft Jensen.

"Kommunerne mener, at kompenserende specialundervisning er til for den aktive borger, der selv kan opsøge tilbuddet. Men det har vores klientel ikke resurser til, og ofte har deres netværk heller ikke", siger hun til specialpædagogik.dk.

Samtidig visiterer kommunerne først til specialundervisning, når alt andet er prøvet, vurderer hun.

"Borgerne kommer måske på et almindeligt hold, når de skal undervises i pc. Her kan man i bedste fald tale om hensyntagende specialundervisning. Populært sagt er forskellen, at hensyntagende specialundervisning har karakter af en fritidsaktivitet, mens kompenserende specialundervisning giver borgeren redskaber til at deltage i samfundslivet", siger Maja Bøllingtoft.

Måske har Jesus været forbi

Svika underviser mennesker med generelle indlæringsvanskeligheder, sindslidelser, ADHD, læse- skrivevanskeligheder, multiple funktionsnedsættelser eller en kombination af disse vanskeligheder.

"Man skulle nærmest tro, at Jesus har helbredt alle disse mennesker, siden efterspørgslen er faldet så drastisk", siger Henrik Poulsen, formand for Gladsaxe Lærerforening.

"Der må være en række borgere, som ikke får de samme tilbud som tidligere. I 2007 kunne folk komme ind fra gaden, blive udredt og få et undervisningstilbud. Nu vil kommunerne have lavet en individuel handleplan, inden borgeren får bevilget måske 15 undervisningstimer. Det giver en masse ventetid. Desuden har vi set kommuner, som vil have evalueret selv kortet undervisningsforløb på halvvejen. Kommunerne hyldede sig selv og sagde, at de kunne det hele, da de overtog området, men de har svigtet", siger Henrik Poulsen.

Ingen taler elevernes sag

Ikke kun nabokommunerne har svigtet Svika. Det har Gladsaxe Kommune også selv gjort, mener Maja Bøllingtoft.

"Gladsaxe Kommune har ikke selv søgt undervisning hos os. Kommunen ejer os ellers, men den har den holdning, at den driver Svika for andre", siger hun.

Tirsdag i næste uge afgør byrådet centrets skæbne på et ekstraordinært byrådsmøde med specialundervisningscentret som eneste punkt på dagsordenen. Maja Bøllingtoft tror dog, at afgørelsen er givet på forhånd.

"Jeg er naiv, men jeg er ikke så naiv, at jeg tror, centret overlever. Jeg er harm på vores elevers vegne. De hører ikke blandt dem, der rejser sig og siger: 'Vi har krav på.' De vil gerne, men det har ikke beredskabet til det, og ingen taler deres sag", siger tillidsrepræsentanten.

Se indstillingen til nedlæggelsens af Svika via linket til højre.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Takstfinansieret specialundervisningscenter bukker under for faldende efterspørgsel

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS