Tæppefræseren

Hvem har barberet gulvtæppet? funderer farfar og skæver misfornøjet til Jakob, som tidligere har haft et uheld med en ny saks. Men nej, det er ikke Jakob; det er et væsen, der suser af sted på to ben og med en busket hale strittende i vejret. Familien søger at artsbestemme synderen på biblioteket. De ser den igen, mens de iagttager og nyder dens adfærd. Og så kommer beslutningen: Den må fanges.

Det lille dyr forvandler tre generationer af pæne borgere til ivrige jægere. Jagten stiller store krav til både snarrådighed og fysik, og den antager til tider groteske former, som også trækker spor af en hærgen, som langt overgår de få afklippede frynser.

Til slut bliver dyret fanget i badeværelset, efter at det har været en tur inde under mors natkjole.

Det lykkes ved biologilærerens hjælp at artsbestemme tæppefræseren: Et indisk jordegern, en han magen til den hun, biologilæreren har. Og således bliver fræseren ikke bare fanget; den får også en mage.

Historien er fortalt, som kun en sprogbegavet bedstemor kan: Intensiteten ligger i udsagnsordene og i den modenhed, der gør det udholdeligt at være hovedperson i en grotesk situation. Derfor er »Tæppefræseren« blevet en fin lille oplæsningsbog til skolen yngste børn, som oven i lyden fra ordene kan se på de bløde blyantstegninger, der præcist fanger stemningen.