Unge i marginal-positioner - det er den tematiske ramme for Bent Rasmussens trilogi, som han afslutter med romanen om Oliver. De to foregående bind var 'Ud til kanten, Simon, helt ud!' og 'Landskab med puma'.
Der er virkelig pres på unge Oliver: Han skal finde ud af det med pigerne, men samtidig skal han håndtere en pludselig opstået situation, som kræver eksistentiel stillingtagen fra hans side.
Hans afdøde morfar (der var modstandsmand) skød under krigen en tysk soldat, som havde snuppet morfars kæreste. Drabet blev aldrig opklaret, men i et kladdehæfte, som kommer Oliver i hænde, tilstår morfar, hvad han har gjort. Han beder samtidig om, at kæresten engang må få sandheden at vide.
Oliver tumler med problemet: Skal han, eller skal han ikke opsøge morfars gamle kæreste, som bor i Tyskland, og fortælle hende sandheden? Hun har boet i Neumünster, siden hun som tyskertøs og feltmadras blev jaget ud af sin hjemby.
Oliver beslutter sig: Han både skal og vil. Og så langt i romanen, så godt. Det er rene, stærke sager om liv og død, krig, kærlighed og jalousi.
Men fra det øjeblik, Oliver skrider til handling, er det som om, romanen ændrer karakter. Vi føres syd for grænsen og bevæger os fra Neumünster ud til de frisiske Vesterhavsøer, den høje himmel, det smukke, stærke lys - og vi havner i en næsten karikeret skildring af nynazister og Alte Kameraden, der render rundt og rører sprængstof og propaganda sammen i en tumpet pærevælling.
Her taber romanen for mig højde, men hvad den gør for unge læsere, ved jeg ikke. Rent sprogligt er Bent Rasmussens prosa stadig den rene nydelse: ultrakort parlando veksler med poetiske kadencer af stor skønhed.
Konklusioner rummer bogen ikke, kun antydninger som for eksempel denne: 'Tiden læger alle sår, men den gjorde åbenbart ikke folk en skid klogere.'
Ta' hvad du vil ha', Oliver!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.