"Den nye prøveform ligner de seneste års forsøg. I de første år med synopseprøven kunne eleverne i stort omfang frit vælge, hvad de ville arbejde med ud fra opgivelserne- nu trækker vi i stedet lod mellem det faglige stof, man har arbejdet med, og det giver eleverne en støtte til at pejle sig ind og en sikkerhed for bredden i faget. Jeg synes, vi har fået luget børnesygdommene væk", siger fagkonsulent Birgitte Therkildsen.
I de bekendtgørelser om fremtidens afgangsprøver, som netop har været til høring, er der indført to sidestillede prøveformer i mundtlig dansk, prøveform A, som er den traditionelle prøveform med 40 minutters forberedelsestid og 20 minutters prøve, og prøveform B, som er fordybelsesprøven. Kravene til prøveopgivelserne er de samme for de to prøveformer. Ud fra, hvad eleverne har arbejdet med i 8. og 9. klasse, skal læreren opgive 80-100 sider kortere tekster og tre større fiktive værker, hvoraf mindst to skal være danske romaner samt nogle eksempler på andre udtryksformer opgivelserne skal være af fortrinsvis dansk eller nordisk oprindelse. Men i klasser, hvor læreren efter aftale med skolelederen har valgt, at eleverne skal op til fordybelsesprøven, sammensætter man dernæst et antal fordybelsesområder ud fra bunken af opgivet stof - forfatterskaber, emner, genrer med videre. I den bunke trækker hver elev et fordybelsesområde og vælger i samarbejde med læreren en tekst at tage udgangspunkt i. Dernæst har eleven 10 dansktimer i skolen til at fordybe sig i stoffet og udarbejde den synopse, som han eller hun vil tage udgangspunkt i ved selve afgangsprøven. Som ved alle andre prøver og eksaminer må eleverne ikke længere gå til prøve i grupper:
"Men de må gerne trække fordybelsesområdet sammen og samarbejde om forberedelsen til prøven. De skal bare aflevere hver sin synopse og gå til prøve hver for sig. Og det mener jeg ikke er noget problem - det at kunne gøre selvstændigt rede for en tekst og for danskfagligt stof er et vigtigt element i prøven", siger Birgitte Therkildsen.
Hun har både selv ført elever op til fordybelsesprøven og været censor ved den og ser en række fordele i forhold til den traditionelle prøve:
"Nogle af de læsesvage elever kan simpelthen ikke nå at læse den tekst, de skal op i, på de 40 minutters forberedelse - de får den tid, de har brug for. I mellemgruppen er der mange, som godt kan, men har brug for et lille skub undervejs, og de stærkeste elever kan vælge en tekst, der giver dem noget modstand, og som er for krævende til at være en del af de fælles opgivelser", siger Birgtte Therkildsen.
"Men den helt store gevinst er, at eleverne bliver trænet i at overføre det, de har lært, til noget nyt. De skal for eksempel vise, at de metoder, de har lært til at analysere de digte, de har læst i klassen, kan de også bruge til at analysere et andet digt. Men det er klart, at det også kræver, at lærerne skærper fagligheden og tænker anderledes i deres tilrettelæggelse af undervisningen".
Synopseprøven er tilbage
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.