"Det er ikke KTO, der skal sætte rammerne for de enkelte organisationers eller branchers forhandlinger og resultater".
Så klart lød budskabet fra sygeplejerskernes formand Connie Kruckow på KTOs debatmøde om fremtidens forhandlinger.
KTOs medlemsorganisationer er i dag samlet i København for at finde svar på, hvordan overenskomstforhandlinger i fremtiden skal skrues sammen. Ved overenskomstforhandlingerne i 2002 var der stor utilfredshed med den måde, som forhandlingerne udviklede sig på.
Connie Kruckow lagde vægt på, at det er på tide at få forhandlingerne tættere på de enkelte organisationers medlemmer.
"Det er nødvendigt, at de organisationer som finder sammen i brancher, som afspejler medlemmerne i dette arbejdspladsfællesskab, kan forhandle selvstændigt med arbejdsgiverne", sagde Connie Kruckow.
Traditionelt har KTO stået for at sikre generelle lønstigninger. Sygeplejerskernes formand mente, at branchefællesskaber eller enkelte organisationer i fremtiden selv skal forhandle lønstigninger.
"Det er altså den enkelte branche eller organisation der skal sikre reallønnen", sagde hun og lagde vægt på, at der skal findes en løsning inden året er omme.
Mange lærere satte under overenskomstdebatten i 2002 flere gange spørgsmålstegn ved værdien af samarbejdet i KTO. Men DLFs formand Anders Bondo Christensen lagde på mødet vægt på, at lærerne aktivt vil være med til at styrke forhandlingsfællesskabet.
"Centralt aftalt reallønsforbedring for alle medlemmer, og lønmodeller, der passer til strukturen og kulturen på de forskellige områder bør være hovedformålet med fællesskabet", sagde han.
Han betingede sig blandt andet, at forhandlingsfællesskabet skulle have en aktiv rolle, når den økonomiske ramme for forhandlingerne fastlægges.
Men på mødet blev det slået fast, at KTO ikke skal forvente at forhandle overenskomst sammen med staten. Både finansminister Thor Pedersen og formand for de statslige ansattes forhandlingsfællesskab Peter Waldorff afviste KTO-formand Dennis Kristensens ønske om at få mere medbestemmelse, når det gælder fastlæggelsen af, hvor mange penge, der skal forhandles om.
Sygeplejersker vil forhandle uden KTO
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.