Drengen, som går i 5. klasse, er gennem længere tid blevet mobbet på skolen, og efter en voldsom episode ville han ikke længere går i skole alene.
"Han blev slået ned med en lige højre. Den her bande på fire-fem elever har mobbet og mishandlet ham gennem lang tid. Til gymnastik kaster de sandsække på ham og skubber ham ned fra plinten", fortæller drengens stedfar til Gefle Dagblad.
Stedfaren hyrede derfor en livvagt, som kunne følge drengen i skole og få ham til at føle sig sikker i løbet af dagen.
Kommunen har ansat livvagten som assistent
På Gäverängeskolan ser skoleleder Sylvia Bergroth meget alvorligt på problemerne. Hun erkender, at drengen er blevet mobbet, men fortæller, at skolen har iværksat en række foranstaltninger for at løse mobningen, nogle elever er blandt andet blevet tilbudt at kunne gå til et mere roligt miljø i klassen.
Hun mener, at det er meget uheldigt, at stedfaren kalder den voksne for en livvagt. I hendes øjne er der tale om en assistent.
"Det er rigtigt, at det fra starten er forældrene, som har fået hyret manden, men nu har vi ansat ham, og der er tale om en assistent", siger hun til folkeskolen.dk.
Sylvia Bergroth har ikke spurgt til mandens uddannelse, men han har meget erfaring med at arbejde med børn.
Han er ansat frem til sommer, og skolelederen forestiller sig, at hun fortsat vil have resurser til en assistent i efteråret.
Medieomtale har givet penge til assistenten
Sylvia Bergroth forklarer, at manden nu fungerer som en støtte og resurse for hele klassen og ikke længere følger drengen frem og tilbage fra skole.
At hun kunne få penge fra kommunen til at ansætte ham, skyldes, at der den seneste uge har været kraftig omtale af situationen i de svenske medier.
"Der er og har hele længe været et behov for en ekstra assistent i klassen. Med al medie-omtalen har det været lettere for mig at få igennem", forklarer hun.
Sylvia Bergroth er meget tilfreds med, at der nu er en ekstra voksen i klassen.
"Det har en meget positiv effekt, at der er en voksen med børnene hele tiden - også i frikvartererne. Det betyder, at børnene håndterer deres konflikter bedre - og ikke længere tyer til knytnæverne".
Sverige: Mobbet elev har voksen med i skole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.