Aage Clausen og de lærere, der har valgt ham, har endnu ikke fået at vide, hvad kommunen mener, at der skal ske i sagen.
"Jeg ved hverken, hvorfor jeg er blevet fritaget, eller hvad der kommer til at ske. Men det drejer sig ikke kun om min person. Det handler om hele lærerkorpset, som har haft det utrolig skidt på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Nu har de det samtidig dårligt med, at deres tillids-repræsentant ikke må undervise", siger Aage Carlsen, der kun må komme på skolen i de to timer om ugen, han har kontortid som tillidsvalgt.
Aage Carlsen blev fritaget for tjeneste efter, at skoleleder og viceskoleinspektør havde sygemeldt sig uafhængigt af hinanden. Derefter blev der indsat en konstitueret ledelse.
Kredsformand Jonna Rolvung mener, at samarbejdet mellem lærerne og den konstituerede ledelse fungerer godt. Men hun føler sig utryg ved Vordingborg Kommune.
"Det er ikke en varig løsning, og lærerne er frustrerede. De spørger, hvor længe de skal vente, og hvad der kommer til at ske med deres tillidsrepræsentant", siger kredsformanden.
"Vi får ikke svar på de breve, vi skriver. Vi får i det hele taget ingen informationer om, hvad der foregår. Kommunen har haft møde med Kommunernes Landsforening, men vi har kun kunnet læse i avisen, at de mennesker, der skal have med undersøgelsen af Svend Gønge-Skolen at gøre, ikke skal læse om den i avisen". siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra børne- og kulturchef Klaus Michael Jensen. Men kommunaldirektør Kenth Ferning oplyser, at KL har fået overdraget sagens akter og vender tilbage i løbet af ugen med et bud på, hvad der skal ske i det videre forløb.
"Økonomiudvalget holder ekstraordinært møde om sagen på onsdag. Derefter vil vi orientere de to ledere og tillidsrepræsentanten om, hvad der skal ske. På torsdag vil vi så informere lærerne", siger Kenth Ferning.
Der går altså tre en halv uge, før lærerne kan få at vide, hvor de står. Kenth Ferning afviser, at det er urimelig lang tid.
"Det er ikke kun et spørgsmål om at løse et konkret problem her og nu. Skolen skal fungere som en arbejdsplads fremover, så vi skal finde en holdbar løsning. Måske skal vi se lidt bredere på, hvordan vi kan udvikle skolen, og det kræver tid", siger kommunaldirektøren.
Det er umenneskeligt, mener kredsformand Jonna Rolvung. Rygterne om, hvad Aage Carlsen har gjort, siden han ikke må have med børnene at gøre, er allerede begyndt at svirre.
Aage Carlsen og Jonna Rolvung efterlyser en større politisk opbakning fra Danmarks Lærerforening centralt. De mener ikke, at DLF har taget skarp nok afstand fra kommunen på Sjællands sydspids.
"Vi får god hjælp fra DLFs konsulenter, men den politiske opbakning er ikke synlig nok", siger kredsformanden.
Formanden for organisationsudvalget i DLF, Karsten Holst, kan godt forstå, at lærerne på Svend Gønge-Skolen er utålmodige.
"Vi er utrolig trætte af den måde, kommunen håndterer sin personalepolitik på. Vi havde håbet, at det var blevet bedre, efter den turbulens der var om en lignende sag på en anden Vordingborg-skole for et par år siden, men det er altså ikke sket", siger Karsten Holst, der i dag skal til møde med lokalkredsen. Sagen er også organisationsudvalgets dagsorden i morgen.
"Vi er klar til at agere politisk, og efter møde i dag, vil jeg vurdere, om vi skal gøre det med det samme, eller om det er bedre at vente, til vi ved, hvad kommunen vil stille op", siger Karsten Holst.
Som han ser det, har sagen tre niveauer, nemlig at Aage Carlsen er fritaget for tjeneste, at der er et dårligt psykisk arbejdsmiljø på skolen, og at forvaltningen har en dårlig personalepolitik
"Enten må kommunen lægge frem, hvad den anklager Aage Carlsen for, eller også må man lade ham vende tilbage til sit lærerarbejde. Kommunen behøver ikke vente på, at KL kommer med et bud på, hvordan man skal arbejde videre med de øvrige problemer på Svend Gønge-Skolen", siger Karsten Holst.
Svend Gønge-lærere er frustrerede over ventetiden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.