"Nu skal jeg fortælle jer om SvareSara". Indledningen er kendt. Bogen er et moderne modstykke til "Spørge Jørgen". Her er det dog ikke barnet, der spørger, men forældrene. Den stakkels SvareSara skal tage stilling til alt muligt: "Skal Bo og jeg sælge klaveret, så vi kan få råd til en brugt bil?" SvareSara svarer efter bedste evne, da hun gerne vil gøre de voksne glade. Hun bliver en gammelklog pige, der irriterer både voksne og børn, da hun altid har svar på rede hånd.
Indimellem er der en lang række sproglige underfundigheder, som SvareSara udreder: "En lynlås er ikke en lås, der lyner" . "En globus er ikke en bus, der kan glo". Det kan virke lidt bastant med alle disse "forklaringer", men med den rette oplæser bliver tilhørernes sproglige opmærksomhed forhåbentlig skærpet.
En lille kærlighedshistorie er indlagt i fortællingen mellem SvareSara og en klassekammerat.
Til sidst gør SvareSara oprør over for forældrenes mange spørgsmål. Hun forstår nu, at forældre og kammerater også godt kan lide en stille pige. "Så der stod hun nu som en helt fornuftig pige og tænkte: Derfor, derfor dit, og derfor dat. Jeg skal aldrig, aldrig svare fjollet mere!"
Det er unægtelig en morale, næsten lige så slem som moralen i "Spørge Jørgen". Men humoren og de festlige tegninger får det hele til at glide ned. Bogen er en prosafortælling. Den har ikke den rytmiske struktur som forlægget.
Den anbefales til oplæsning for de seks-tiårige.
SvareSara
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.